3D-printning benytter additiv fremstilling (af engelsk additive manufacturing (AM)) - og er en teknologi, der muliggør konstruktionen af et tredimensionelt objekt fra en CAD-model eller en digital 3D-model.[1] Udtrykket "3D-printning" kan hentyde til et utal af processer hvori materiale bliver aflejret, sammensat eller størknet under kontrol af en computer, for at skabe et tredimensionelt objekt,[2] med materiale, der bliver lagt sammen (så som forskellige typer plastik, væsker eller pulverkorn, der bliver smeltet sammen), almindeligvis lag for lag.
I 1980'erne ansås 3D-printningsteknologien kun for at være egnet til produktionen af funktionelle eller æstetiske prototyper af varer, og et mere passende udtryk for teknologien i samtiden var rapid prototyping, på dansk hurtig prototypefremstilling.[3] Pr. 2019 er præcisionen, repeterbarheden og udvalget af materialetyper til 3D-printning blevet forbedret til en sådan grad, at 3D-printningsprocesser anses for levedygtige som en industriel produktionsteknologi, hvorved udtrykket additiv fremstilling eller additive manufacturing) kan bruges synonymt med 3D-printing.[4] En af de vigtigste fordele ved 3D-printning er evnen til at producere meget komplekse former eller geometrier, som ellers ville være umulige at konstruere i hånden, herunder hule dele eller dele med indbyggede bindignsværksstrukturer for at reducere vægten.
Modellering af sammensmeltet aflejring (MaSA) eller fused deposition modeling (FDM), som bruger et kontinuerligt filament af et termoplastisk materiale, er den mest almindeligt anvendte 3D-printningsproces i brug pr. 2020.[5]