Agilulf (? – 616) var en langobardisk konge af Italien der regerede fra 591 til 616. Han var fætter af den forrige konge Authari og giftede sig med hans enke, dronning Theodelinda. Han var desuden søn af hertugen af Turin Ansvald og selv hertug af Turin.
Som Paulus Diaconus fortæller begivenhederne, skete det i efteråret 590, kort tid efter den pludselige død af kong Authari, at dronning Theodelinda – enke efter kun et års ægteskab – fik mandat af de langobardiske hertuger til at vælge den næste konge. Agilulf, på dette tidspunkt hertug af Turin, kom for at vise sin agtelse til enken. I respekt kyssede han hendes hånd, hvorefter hun spurgte hvorfor han kyssede hendes hånd, når han havde lov til at kysse hendes læber. På denne vis valgte hun den næste konge og de blev gift i november samme år.
Men i realiteten var hele denne seance sandsynligvis blot skuespil opsat af Agilulf, der allerede havde sat sig på den reelle magt, og i maj det følgende år officielt blev hyldet til konge af hans soldater i Milan. (Agilulf og Theodelinda flyttede under deres regering hovedstaden fra Pavia til Milan). Ægteskabet med Theodelinda gav Agilulf en legitimitet til hans styre, ikke blot fordi hun var enke til den forrige konge, men nok så meget fordi hun var af det præstigefyldte langobardiske dynasti Letingerne.
Nogle langobardiske hertuger accepterede alligevel ikke umiddelbart Agilulf som konge, og Agilulf var tvunget til at forsvare hans kongetitel med våbenmagt. Oprøret af nogle af disse hertuger fortsatte helt frem til 594 hvor Agilulf fik dem endeligt besejret, og dømt mange til galgen.
Agilulf og Theodelinda fik sønnen Adaloald som efterfulgte ham på tronen, og datteren Gundiberga som giftede sig med Arioald, der senere fik afsat Adaloald og dernæst selv satte sig på tronen. Agilulf døde i år 616, efter et kvart århundrede på tronen. Han var den første og en af få langobardiske konger der døde af naturlige årsager.