Berylliumoxid

Berylliumoxid
Generelt
Systematisk navn	Oxoberyllium
Andre navne	Beryllia, Bromellete, Thermalox, Naturlig bromellit, Thermalox 995.[1]
Fremtræden	Colourless, vitreous crystals
CAS-nummer	1304-56-9
PubChem	14775
SMILES	[Be]=[O]
InChI	1/Be.O/rBeO/c1-2
Kemiske egenskaber
Massefylde	3,01 g cm3
Opløselighed i vand	0,00002 g/100 mL
Smeltepunkt	2507
Kogepunkt	3900
Refraktionsindeks	1,719
Struktur
Krystalstruktur	Heksagonal
Koordinationstal	Tetragonal
Molekylær form	Lineær
Termokemi
DeltaHf	–599 kJ mol−1[2]
Std. molar entropi So298	13,73–13,81 J K−1 mol−1
Std. molar varmekapacitet, cpo	25,5 J/mol K
Sikkerhed
EU klassifikation	Meget giftig
NFPA 704
R-sætninger	R49, R25, R26, R36/37/38, R43, R48/23
S-sætninger	S53, S45
LD50	2062 mg kg−1 (mus, oralt)
Beslægtede stoffer
Andre anioner	Berylliumtellurid
Andre kationer	Magnesiumoxid, Calciumoxid
Hvis ikke andet er angivet, er data givet for stoffer i standardtilstanden (ved 25 °C, 100 kPa)
v d r

Berylliumoxid (BeO), også kendt som beryllia, er en uorganisk forbindelse med den kemiske formel BeO. Dette farveløse, faste stof er en bemærkelsesværdig elektrisk isolator med en højere termisk ledningsevne end noget andet ikke-metal med undtagelse af diamant, og som ligefrem er bedre end de fleste metaller.^[1] Som et amorft faststof er berylliumoxid hvidt. Dets høje smeltepunkt har ført til dets brug som ildfast materiale.^[2] Det forekommer i naturen som mineralet bromellit. Historisk er berylliumoxid blevet kaldt glucina eller gluciniumoxid.

1. ^ Greenwood, Norman N.; Earnshaw, A. (1997), Chemistry of the Elements (engelsk) (2nd udgave), Oxford: Butterworth-Heinemann, ISBN 0-7506-3365-4{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
2. ^ Raymond Aurelius Higgins (2006). Materials for Engineers and Technicians. Newnes. s. 301. ISBN 0-7506-6850-4.