Chewbacca-forsvaret er en juridisk strategi, hvor en forsvarsadvokat bevist forsøger at forvirre juryen snarere end at afvise anklagerens sag. Da et Chewbacca-forsvar distraherer og vildleder fra det relevante i den pågældende sag, er det et eksempel på det engelske idiom "red herring". Det er således et eksempel på en irrelevant konklusion, en form for uformel fejlslutning, hvor forsvarsadvokatens argumentation bevist undlader at adressere det relevante spørgsmål. I en retssag vil den modsatte part (her anklageren) oftest have mulighed for at gøre indsigelse mod sådan argumentation ved at erklære det irrelevante.
Navnet, Chewbacca-forsvar, stammer oprindeligt fra den 27. episode af serien South Park, "Chef Aid", der havde premiere d. 7. oktober 1999, som det 14. afsnit af den anden sæson. Afsnittet satiriserer O. J. Simpson mordretssagen, herunder særligt forsvarsadvokatens, Johnnie Cochran, afsluttende argumentation i forhold til, hvorfor juryen skal frifinde O. J. Simpson: "If the gloves don't fit, you must acquit". Termen, Chewbacca-forsvar, er dog efterfølgende blevet brugt i den offentlige debat af flere jurister, journalister, økonomer, politiske kommentatorer m.fl. til at beskrive forskellige "red herring"-fejlslutninger, hvilket har medført, at termen i højere grad er blevet en integreret del af det almene sprogbrug.
Associated Press anførte det som et eksempel på Cochrans position i populær-kulturen. Konceptet er siden blevet et mindre Internet-fænomen, ofte brugt som et gentaget joke på satiriske sider eller i forumer som en form for retorik.