Einsatzgruppen (dansk: indsatsgrupper eller aktionsgrupper) var specialenheder i Schutzstaffel. De var mobile formationer, som særligt blev indsat ved likvideringer i besatte områder og var underlagt Amt IV i Reichssicherheitshauptamt (RSHA). Indsatsgrupperne var sammensat af folk fra SS, Sicherheitspolizei (Sipo; "sikkerhedspoliti") og Ordnungspolizei (Orpo; "ordenspoliti") der tjente som omrejsende mordbrigader ved østfronten.[1]
De enkelte grupper blev kaldt Einsatzkommando, mens staben blev kaldt Einsatzstab. Hver kommando var delt i Einsatzgruppe og efter behov forstærket med politimænd og udkommanderet lokalbefolkning. I 1943 havde indsatsgrupperne dræbt mere end 1 million jøder på sovjetisk område ved skydning eller kulos, der blev ledt ind i forseglede lastbiler. Detaljerede rapporter blev udarbejdet om aktionerne, og der blev gjort udbredt brug af lokale medløbere til at hjælpe med pågribelser og mord på jøder og andre i Sovjetunionen.[2]
De første grupper blev sat ind under Anschluss og invasionen i Tjekkoslovakiet. Deres opgave var at sikre vigtige dokumenter og eliminere modstandere som jøder, frimurere, kommunister, kirkeledere og dem, der var mistænkt for at være negative til et nazistisk regime.[1] De sikrede, at nazister blev placeret i vigtige stillinger og oprettede koncentrationslejre.
I 1939 blev Einsatzgruppen omorganiseret, og under angrebet på Polen deltog de i likvidering af polakker, som kunne gøre modstand mod tyskerne.
Efter Operation Barbarossa i 1941 blev grupperne sendt ind i Sovjetunionen for at likvidere "uønskede elementer". Indsatsgrupperne er specielt berygtede for deres rolle i massedrab på jøder. Sammen med specielle politistyrker, hvis medlemmer kunne fritages for at deltage, antages de at være ansvarlige for drab på omkring to millioner jøder, omtrent en tredjedel af de jøder, der blev myrdet under krigen. Grupperne stod også bag massakrer og enkeltlikvideringer på blandt andre romaer og kommunister.
Der dannede sig en myte om, at det var umuligt at undslå sig for at deltage i myrderierne. Professor Franz Six, leder af forkommando Moskva, udtalte, at man kunne ansøge om at overføres fra en indsatsgruppe. Det havde han selv gjort med held og fik ikke andet ubehag af det, end at han kom til at stå på meget dårlig fod med Reinhard Heydrich. [3]
24 ledere fra Einsatzgruppen blev efter anden verdenskrigs afslutning stillet for Nürnberg-domstolen anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og medlemskab af SS; 14 blev dømt til døden, mens to fik livsvarigt fængsel. Kun fire blev hængt (i 7. juni 1951). De øvrige domme blev ændret til kortere fængselsstraffe.