Geminering, gemination (af latin geminus "tvilling") eller konsonantforlængelse er et begreb inden for fonetik, som beskriver at en konsonant bliver lang, dvs. udtales i en hørbart længere periode end en kort konsonant.
Konsonantlængde er en egenskab i de sprog der skelner mellem korte og lange konsonanter, heriblandt arabisk, berbisk, katalansk, estisk, finsk, klassisk hebraisk, ungarsk, italiensk, japansk, latin og tamil.
De fleste sprog har ikke lange konsonanter. I verdens sprog er vokallængde en mere udbredt egenskab end konsonantlængde. Nogle sprog gør brug af begge uafhængigt af hinanden (f.eks. i arabisk, japansk, finsk og estisk), og nogle har indbyrdes afhængige vokal- og konsonantlængder (som i norsk og svensk).