Gens

I det antikke Rom var en gens (udtales /ɡɛns/ eller /dʒɛnz/, pl. gentes [ˈgɛnteːs]) en familie bestående af individer, der delte samme nomen gentilicium, og hævdede at nedstamme fra en fælles forfader. En gren af gens – identificeret ved cognomen – blev kaldt en stirps (pl. stirpes). Slægten var en vigtig social struktur i Rom og i hele det romerske Italien under den romerske republiks periode. Meget af individers sociale status afhang af de slægter, som de tilhørte. Visse gentes blev klassificeret som patricier, andre som plebejere; nogle havde både patricier- og plebejergrene. Gens' betydning som en social struktur faldt betydeligt i kejsertiden, selvom gentilicium fortsatte med at definere de gamle romeres oprindelse og dynastier, herunder kejserne.^[1][2]

1. ^ Harper's Dictionary of Classical Literature and Antiquities, Second Edition, Harry Thurston Peck, Editor (1897)
2. ^ Oxford Classical Dictionary, 2nd Ed. (1970)