Hilseform

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Hilseformer er formaliserede og ritualiserede måder eller udtryksmidler for indledning og afsluttelse af kontakter. Hilsener kan finde udtryk verbalt eller nonverbalt og kan have skiftende udtryk i forskellige kulturer. De kan også variere med generation, region eller formalitetsgrad.

Der er mange måder at hilse på. I Danmark findes for eksempel formerne goddag, davs, morn, hej eller hvordan går det. Traditionelt siges goddag og farvel. Siden 1930'erne har formen hej efter engelsk og svensk mønster vundet terræn i Danmark både som velkomst- og afskedshilsen. I Sønderjylland bruges siden begyndelsen af 1900-tallet også den regionale form mojn. Det er også almindeligt at give et fysisk udtryk: en håndbevægelse til hjertet, sammenlagte håndflader i lodret stilling, et gensidigt håndtryk, et kram eller et eller flere kys. Den militæriske honnør findes i mange variationer. Civile mænd lettede, i tidligere tider, på hatten, når de gjorde hilsen. Hvis de gjorde audiens hos adel eller konge, trak mænd hele hatten af, svingede den rundt og med store "benudskrab" bukkede til gulvet – kvinder nøjedes med at neje dybt.

Traditionerne varierer meget fra land til land og efter religion og kultur. Det gælder om at vide hvad man gør og ikke mindst: Hvad man ikke gør. I England er det almindeligt til selskab, som en venlig gestus, at kysse værtindens hånd. Det bliver ikke anset for gode manérer andre steder i verden, f.eks i Spanien. Omvendt tog mange danskere det ilde op, da en muslimsk kvinde i offentlig tjeneste i 2005 nægtede at give mænd hånden til hilsen, men i stedet lagde hånden på sit hjerte.^[1]

1. ^ "Asmaa Abdol-Hamid er taknemmelig for, at hun ikke har dårlig samvittighed." Kristeligt Dagblad.