Iskiasnerven (Latin: nervus ischiadicus [1]) er navnet på den største nerve, mennesket har. Nerven udspringer fra plexus sacralis, går ned gennem benene, for endeligt at forgrene sig til læg og fod. Denne nerve er blandt andet ansvarlig for følesansen og motorisk innervation af muskulaturen i underekstremiteten. [2] Iskias er ofte refereret til som smerter i dette område. Smerter, der ofte trækker fra lænd og sæderegion ned i benet, tit bag på låret, i knæhasen, læg, hæl og eventuelt videre ud i foden, eksempelvis til storetåen. Dette er dog et smertebillede, som typisk involverer nerverodspåvirkning, eksempelvis forårsaget af en diskusprolaps, der trykker på en eller flere nerverødder. Smerterne er altså ikke altid kun karakteriseret til iskiasnerven, men involverer flere nerver i plexus sacralis; som beskrevet ovenfor vil smerter svarende til iskiasnerven manifestere sig til de distale regioner af underekstremiteten.
”Iskias” stammer fra det græske sprog og betyder ”til hoften / sædebenet”.