Jordbundsbiologi

Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder. (2019) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Jordbundsbiologi er læren om jordbundens liv. Jordbundens liv kaldes også jordbundsorganismer eller edafon (fra græsk έδαφος ethaphos "jord") og er den samlede mængde jordbundsflora og jordbundsfauna, som findes i jorden.

Livet nede i jorden er mindst lige så varieret og rigt som det, man ser over jorden. Som alle steder må man søge livets kilde i de planter, som har fotosyntese. De er de eneste, der kan bygge stof op, og det er også fra dem, at jordbunden får sit tilskud. Det sker i form af nedfaldne blade, kviste, grene, bark, knopskæl, blomster og frugter, men det sker også i form af rodvækst direkte i jorden.

Det er nedbrydernettets sammenfletning og biodiversitet, der afgør jordbundens type og frugtbarhed. Edafon kan blive mere talrigt og opnå større artsdiversitet, hvis mængden af førne stiger, og især hvis sammensætningen af førnen bliver mere varieret. Af samme grund er edafon næsten altid mest varieret i kompostbunker med en blandet sammensætning af køkken- og haveaffald.

Omvendt betyder det tilhørende tillægsord edafisk ”hvad angår jordbunden” eller ”vedrørende økologiske forhold i jordbunden”. Det er dermed betegnelsen for alt det, der er knyttet til jordbunden, dvs. dens fysiske, kemiske og biologiske egenskaber, herunder også forhold som pH, lv og det samlede indhold af organisk stof.

Begrebet edafon blev for første gang brugt af botanikeren og mikrobiologen Raoul Heinrich Francé i begyndelsen af det 20. århundrede. Den amerikanske forsker, Elaine R. Ingram har fulgt op på hans arbejde med en betydelig vægt på jordbundsorganismernes fødenet.