Kandidatturneringer bliver brugt til at finde en udfordrer til verdensmesteren i skak. Verdensskakforbundet FIDE indførte efter 2. verdenskrig en VM-cyklus, hvor der blev afholdt zoneturneringer, som kvalificerede til interzoneturneringer, som igen kvalificerede til en kandidatturnering, hvor vinderen fik lov til at udfordre verdensmesteren.
Den første VM-cyklus begyndte ovenpå VM i skak 1948, som var en matchturnering med fem af tidens stærkeste skakspillere, som blev vundet af Mikhail Botvinnik fra Sovjetunionen.
Kvalifikationssystemet blev konstrueret således, at de øverst placerede i kandidatturneringen blev automatisk seedet til den efterfølgende kandidatturnering og dermed slap for at gå igennem interzoneturneringen igen.