Moler (udtales ['mo’le’r])[1] er en form for diatomit, som i den geologiske epoke Eocæn blev aflejret i op til 60 m tykkelse i et afgrænset område i den vestlige del af Limfjorden og under dele af Nordsøen. Moleret betegnes stratigrafisk som Fur Formationen, som svarer til Ølst Formationen i det øvrige Danmark. Moler er mest kendt fra blotninger på Fur og Mors, hvor det fremstår som en lys, i tør tilstand næsten hvid fast jordart domineret af diatomé-skaller og med et stort antal vulkanske askelag samt hærdnede kalkrige konkretioner, såkaldt cementsten, som er rige på meget velbevarede fossiler. De fleste danekræ stammer fra moleret.[2]
Moler består af ca. to trediedele diatomé-skaller og ca en trediedel lerpartikler, mest af mineralet montmorillonit. 67,8% SiO2 6,7% Al2O3 5,5% Fe2O3. De mange askelag er nummererede fra -39 til +140, og Fur Formationen er delt i to led, nederst Knudeklint Led (negative serie af askelag) og øverst Silstrup Led (positive serie).[3] Diatomiten, som er så let og porøs, at den i tør tilstand kan flyde på vand, er siden begyndelsen af 1900-tallet på Fur og Mors blevet indvundet og brugt til fremstilling af varmeisolerende molersten og væskeabsorberende granulat, bl.a. kattegrus.