En natbus er en bus, der kører om natten, og som helt eller delvist erstatter de almindelige buslinjer, sporvogne og undergrundsbaner mv. I forhold til om dagen er driften typisk reduceret, ligesom der kan være afvigende linjeføringer, så de enkelte linjer kan betjene flere områder.[1][2]
I storbyer køres der typisk hver nat.[3] Andre steder køres der kun enkelte afgange natten efter fredag og lørdag,[4][5] eller der køres kun enkelte nætter om året, f.eks. til jul og nytår.[6] Driftstiden varierer fra selskab til selskab men kan være sådan, at der er afgange fra et centralt punkt indenfor et bestemt tidsrum. For eksempel afgår mange natbuslinjer i Oslo fra Jernbanetorget fra kl. 1 til kl. 4 men ikke nødvendigvis på de samme klokkeslæt.[7]
For at skelne natbusserne fra de almindelige buslinjer kan de være markeret på forskellig vis, for eksempel med et N før eller efter linjenummeret, der måske eller måske ikke er identisk med en tilsvarende daglinje.[8] Selve busserne vil normalt være de samme som dem, der benyttes om dagen. I nogle tilfælde er de fælles med linjer, der kører samme eller næsten samme vej om dagen, men de kan også være fælles med linjer, der kører helt andre veje. For eksempel deler Movias natbuslinje 91N busser med linje 600S,[9] som den minder meget om,[10] mens linje 94N derimod deler busser med linje 250S,[9] som den kun møder et enkelt sted undervejs.[10]