Paladin (fransk, af latin palatinus, afledt af palatium = palads), oprindeligt en af de tolv riddere i Karl den Stores livvagt.[1]
Paladinerne optræder første gang i heltedigte fra den tidlige middelalder såsom Rolandskvadet fra midten af 1100-tallet, hvor de repræsenterer de kristnes krigsmod i kampen mod de saracenske horder. Roland var både Karl den Stores nevø og hans øverste paladin,[2] den modigste og mest loyale af dem.[3]