Songkran (Song kran) er den thailandske nytårsfest, som fejres fra 13. til 16. april. Folk som har været i Thailand under Songkran kender det mest som en veritabel vandkrig alle-mod-alle, som festlighederne har udviklet sig til over de senere årtier, men egentlig er det et årtusinde gammelt renselses-ritual.
Songkran blev i 2023 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste over menneskehedens immaterielle kulturarv.[1]
Vandfesten begynder nogle steder allerede den 12. april om aftenen, nytårsaften, og over hele landet fejres nytåret den 13. april. Især de nordlige provinser fortsætter festen – og vandkampene – i fire-fem dage, helt frem til den 16. april. Hvis man er gæst i Thailand og ikke bryder sig om vandkamp, bør man blive på sit hotel de dage nytårsfesten varer, da risikoen for at blive oversprøjtet, eller direkte få en spand iskoldt vand i hovedet, er overordentlig stor.
Selv om Thai-nytåret fejres i april, skifter kalenderåret den 1. januar.
Tilsvarende nytårsfester afholdes i Cambodja og Myanmar.