Et sundhedsrum er et offentligt eller privat tilbud med det formål at tage hånd om de sociale og sundhedsfaglige behov, der er forbundet med at have et stofmisbrug.
Et stofindtagelsesrum (også kaldet fixerum eller brugerrum) er et sted, typisk tilsluttet et sundhedsrum, hvor personer med stofmisbrug, under overvågning af sundhedsfagligt eller socialpædagogisk personale, kan indtage medbragt narkotika under sanitære forhold, og dermed undgå følgesygdomme og dødsfald. Handel med stoffer er ikke tilladt i stofindtagelsesrum.
I Danmark blev det første formelle sundhedsrum oprettet i 2007,[1] og de første legale stofindtagelsesrum oprettet i 2012.
Erfaringen fra både Danmark og udlandet er at dødsfald som følge af overdosis kan fuldstændigt undgås i stofindtagelsesrum.[2] Det totale antal narkotikarelaterede dødsfald i Danmark har dog siden 1995 ligget stabilt på omkring 250 om året.[3]