2. kinesisk-japanske krig | |||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af Stillehavskrigena | |||||||||||
![]() Japansk kontrol i Kina omkring 1940 |
|||||||||||
|
|||||||||||
Parter | |||||||||||
![]() | ![]() |
||||||||||
Ledere | |||||||||||
Chiang Kai-shek Yan Xishan Feng Yuxiang He Yingqin | Hideki Tojo Iwane Matsui Jiro Minami Kesago Nakajima Toshizo Nishio Yasuji Okamura |
||||||||||
Styrke | |||||||||||
5.600.000 | 4.100.000 (inklusiv kollaboratører) | ||||||||||
Tab | |||||||||||
3.200.000 militære 17.530.000 civile | 1.100.000 militære | ||||||||||
a. Blev først en del af Stillehavskrigen ved dennes udbrud 7. december 1941. |
2. kinesisk-japanske krig (7. juli 1937 – 9. september 1945) var en større krig mellem Republikken Kina og Kejserriget Japan både før og under 2. verdenskrig. Krigen sluttede med Japans totale kapitulation til De Allierede anført af USA i 1945. Den japanske invasion var den japanske hærs strategiske plan som en del af dens plan om at kontrollere hele Sydøstasien. De første manifestationer var kendt som "kinesiske episoder" og blev af den japanske propaganda kaldt "episoder fremprovokeret af Kina" for at nedtone ulovlighederne i de japanske angreb. Den japanske invasion af Manchuriet i 1931 blev således kendt som Mukden Episoden. Den sidste var Episoden på Marco-Polo-Broen i 1937, der markerede starten på den egentlige krig mellem de to lande. 1937–41 kæmpede Republikken Kina alene mod Japan, men efter angrebet på Pearl Harbor blev konflikten en del af 2. verdenskrig.