Britiske Imperium

Britiske Imperium British Empire
Imperium
1584–1997
Flag Nationalvåben
Nationalmelodi: God save the king/queen
Områder der engang var en del af det Britiske Imperium. Nuværende britiske oversøiske territorier er understreget i rød.
Hovedstad	London
Sprog	Engelsk
Regeringsform	Konstitutionelt monarki
Konge af Det forenede Kongerige Storbritannien og Irland
• 1558–1603	Elizabeth 1. af England (første)
• 1952-1997	Elizabeth 2. af Storbritannien (sidste)
Britiske premierministre
• 1721-1742	Robert Walpole (første)
• 1997-1997	John Major (sidste)
Lovgivende forsamling	Parlament
• Overhus	House of Commons
• Underhus	House of Lords
Historie
• Grundlæggelsen af Roanoke	1584
• Afståelsen af Hong Kong	1997
Areal
• 1861	22.000.000 km²
• 1901	31.000.000 km²
• 1922	33.000.000 km²
Befolkning
• Anslået 1861	259.000.000
• Tæthed	11,8 /km²
• Anslået 1901	400.000.000
• Tæthed	12,9 /km²
• Anslået 1922	458.000.000
• Tæthed	13,9 /km²
Valuta	Pund Sterling
Efterfulgte Efterfulgt af England Skotland Commonwealth of Nations USA Den Irske Republik Storbritannien Hongkong
Areal og befolkning 1861 og 1901

Det Britiske Imperium (engelsk: British Empire) var en kolonimagt, som på sit højeste var historiens største med kolonier på alle kontinenter. Imperiet var et resultat af opdagelsestiden, som begyndte med Spanien og Portugals ekspeditioner i det 15. århundrede. Det Britiske Imperium bestod af alle de områder, som briterne havde erobret og koloniseret: det bestod af dominions, kolonier, protektorater, mandatområder og andre territorier, som blev regeret eller administreret af Det forenede kongerige.

Den britiske kolonisering begyndte i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede og fortsatte til umiddelbart efter 1. verdenskrig. I 1922 omfattede det Britiske Imperium 458 mio. mennesker (en fjerdedel af jordens befolkning)^[1], og det dækkede ca. 33 mio. km², mere end en femtedel af jordens landareal^[2]. I det 19. århundrede var det Britiske Imperium den stærkeste verdensmagt, og da det Britiske Imperium var så stort i areal og spredt ud over hele jorden, hed det, at "solen aldrig går ned over det Britiske Imperium".

Under opdagelsestiden var Spanien og Portugal pionerer ved udforskningen af jordkloden. Undervejs etablerede de store oversøiske imperier. Især England, Frankrig og Holland ville også have del i rigdommene og begyndte at etablere kolonier i Amerika og Asien. En række krige i det 18. og 19. århundrede mod Holland og Frankrig betød, at England, der undervejs blev til Storbritannien efter unionen med Skotland i 1707, blev den dominerende kolonimagt i Nordamerika og Indien. Tabet af de 13 kolonier i Nordamerika under den amerikanske uafhængighedskrig 1775-1783 var et alvorligt slag for Storbritannien, men i stedet vendte det sig mod Afrika, Asien og Stillehavet. Efter det endelige franske nederlag i Napoleonskrigene i 1815 var den britiske verdensdominans forholdsvis uantastet i 100 år, og det udvidede sit imperium verden over. Stigende grader af selvstændighed blev givet til de hvide nybyggerkolonier, hvoraf nogle opnåede status som dominions.

Opblomstringen af det Tyske kejserrige og De forenede Stater udhulede Storbritanniens økonomiske føring i slutningen af det 19. århundrede. Militære og økonomiske spændinger mellem Storbritannien og Tyskland var væsentlige årsager til 1. Verdenskrig, hvor Storbritannien i udstrakt grad drog fordel af sit imperium. Krigen lagde et enormt økonomisk pres på Storbritannien, og selv om imperiet fik sin største geografiske udstrækning efter krigens afslutning, var det ikke længere den største industrielle eller økonomiske magt. Selv om Storbritannien kom sejrrigt ud af 2. Verdenskrig, havde Japan holdt områder besat. Det skadede den britiske prestige og fremskyndede afslutningen på imperiet. Allerede to år efter krigen gav Storbritannien sin største koloni, Indien, sin selvstændighed.

I resten af det 20. århundrede blev de fleste af imperiets territorier selvstændige som led i en større europæisk afkolonisering. Det sluttede med overdragelsen af Hong Kong til Folkerepublikken Kina i 1997. Efter uafhængigheden sluttede mange tidligere britiske kolonier sig til Commonwealth of Nations, en fri sammenslutning af uafhængige stater. Der er stadig 14 territorier under britisk styre i Britisk oversøisk territorium. Og selv om imperiet i dag næsten er helt forsvundet, har det efterladt sig betydelige spor i form af samfundsopbygning, lovgivning og spredning af det engelske sprog i de forhenværende kolonier.

1. ^ Maddison 2001, pp. 98, 242.
2. ^ Ferguson 2004, p. 15.