Consul

For alternative betydninger, se Konsul. (Se også artikler, som begynder med Konsul)

Politik i Antikkens Rom
Perioder
Romerske Kongerige 753 f.Kr. – 509 f.Kr. Romerske Republik 509 f.Kr. – 27 f.Kr. Romerske Kejserrige 27 f.Kr. – 395 e.Kr. Principatet 27 f.Kr. – 284 e.Kr. Dominatet 284 e.Kr. – 641 e.Kr. Vestromerske Rige 395 e.Kr. – 476 e.Kr. Østromerske Rige 395 e.Kr. – 1453 e.Kr. Tidslinje
Folkeforsamlinger
Centurie Kurie Plebejer Tribus
Almindelige magistrater
Consul Praetor Kvæstor Promagistrat Prokonsul Propraetor Ædil Censor Guvernør Tribun Plebejer Militær
Særlige magistrater
Corrector Diktator Magister equitum Konsulære tribuner Rex Triumviri Decemviri Interrex
Politiske institutioner
Imperium Kollegialitet Auctoritas Romersk borger Cursus honorum
Forfatning
Kongeriget Republikken Sullas reformer Kejserrige Augustus' reformer Sene Kejserrige
Romerret
Mos maiorum Ius Senatus consultum Quaestio perpetua Senatus consultum ultimum
Titler og hæder
Kejser Legatus Dux Officium Præses Praefectus Vicarius Vigintisexviri Triumvir monetalis Liktor Magister militum Imperator Princeps senatus Pontifex maximus Augustus Cæsar Tetrarkiet
Del af historieportalen
v d r

En romersk consul (på dansk også stavet en romersk konsul) var den højest valgte offentlige embedsmand i den romerske republik (ca. 509 f.Kr. til 27 f.Kr.). Romerne betragtede konsulskabet som det næsthøjeste niveau i cursus honorum – en stigende sekvens af offentlige embeder, som politikere stræbte efter – efter censoratet, som var forbeholdt tidligere konsuler.^[1] Hvert år valgte centurie-forsamlingen to konsuler til at tjene fælles i en et-årig periode. Konsulerne skiftedes hver måned til at holde fasces (skiftes til at lede), når begge var i Rom. En konsuls imperium (militær magt) strakte sig over Rom og alle dets provinser.

Konsulerne var oprindelig både ledere af hæren – når den romerske hær drog i krig – ligesom de udøvede en række andre embedshandlinger i fredstid. Efterhånden gled nogle af disse funktionerne over til de lavere embedsmænd (andre romerske magistrater) og efter 367 f.kr. var konsulernes vigtigste opgaver i fredstid at lede forhandlingerne på Folkeforsamlingerne og i Senatet.

Der blev valgt to konsuler for at skabe en kontrol med magten i overensstemmelse med den republikanske tro på, at magtbeføjelserne hos de tidligere konger i Rom skulle fordeles i flere embeder. Derfor kunne hver konsul nedlægge veto mod handlingerne fra den anden konsul. Efter oprettelsen af kejserriget (27 f.Kr.) blev konsulerne blot symbolske repræsentanter for Roms republikanske arv og havde meget lidt magt og autoritet, idet kejseren fungerede som den øverste myndighed.

Praksissen med to ledere (diarki) fortsætter den dag i dag i San Marino og stammer direkte fra skikke i den romerske republik. Ligesom konsulerne i det antikke Rom fungerer de to regentskaber som landets to ledere. De er dog ikke regeringschefer, men kun statsoverhoveder uden udøvende magt.

1. ^ Derow 2012, s. 296, "Censor".