Danmarks Davis Cup-hold | |
---|---|
Nationalt forbund | Dansk Tennis Forbund |
Konføderation | Tennis Europe |
Kaptajn | Frederik Løchte Nielsen |
Første kamp | 1921 |
Resultater | |
Bedste resultat | Europa-finalist 1927, 1950 og 1953 World Group-kvartfinalist 1988 |
Spillere | |
Flest sejre | Frederik Løchte Nielsen (63) |
Flest singlesejre | Kurt Nielsen (42) |
Flest doublesejre | Frederik Løchte Nielsen (26) |
Bedste doublepar | Thomas Kromann Frederik Løchte Nielsen (14 sejre, 8 nederlag) |
Flest holdkampe | Frederik Løchte Nielsen (47) |
Flest sæsoner | Torben Ulrich (20) |
Senest opdateret: 5. februar 2024 |
Danmarks Davis Cup-hold er det tennishold for mænd, der repræsenterer Danmark i Davis Cup. Holdet administreres af Dansk Tennis Forbund og ledes af en holdkaptajn, som siden 2020 har været Frederik Løchte Nielsen.
Danmark deltog for første gang i Davis Cup i 1921, men holdets første store præstation kom i 1927, hvor det spillede sig frem til Europa-finalen, bl.a. efter sejre over Storbritannien og Tjekkoslovakiet på udebane, inden holdet med Einer Ulrich og Axel Petersen som de bedste spillere tabte i finalen til et stjernebesat fransk hold, der halvanden måned senere vandt Davis Cup-trofæet for første gang ved at besejre USA's forsvarende mestre med 3-2 i Philadelphia.
I 1931 spillede danskerne sig frem til semifinalen i den europæiske zone, men derefter opnåede holdet ikke de store resultater før i 1950'erne, hvor store navne som Kurt Nielsen og brødrene Torben og Jørgen Ulrich optrådte på holdet. I både 1950 og 1953 nåede holdet igen Europa-finalen, og i sidstnævnte tilfælde forhindrede kun et snævert finalenederlag på 2-3 til Belgien, at danskerne for første gang nogensinde gik videre til interzone-kampene mod vinderne fra de andre verdensdele.
I nyere tid bliver det anset som en fornem præstation, at et homogent hold uden de store stjerner i perioden fra 1983 til 1996 formåede at spille ni sæsoner i World Group blandt verdens 16 bedste hold, hvoraf 3-2-sejren over Spanien i ottendedelsfinalen og den deraf følgende kvartfinaleplads i 1988 var højdepunktet.
Siden 1997 har holdet ikke været i nærheden af World Group og oftest spillet i Europa/Afrika gruppe II, kun afbrudt af enkelte sæsoner i gruppe I og gruppe III.