Einar Utzon-Frank | |
---|---|
Født | Aksel Einar Utzon-Frank 30. marts 1888 Frederiksberg, Danmark |
Død | 15. juli 1955 (67 år) Asserbo, Danmark |
Gravsted | Vestre Kirkegård |
Barn | Bomand Utzon-Frank |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Det Kongelige Danske Kunstakademi |
Elev af | Holger Grønvold, Carl Aarsleff |
Beskæftigelse | Professor, billedhugger, universitetsunderviser |
Deltog i | sommer-OL 1932 |
Arbejdsgiver | Det Kongelige Danske Kunstakademi |
Arbejdssted | København |
Elever | Eiler Krag, Finn Carlsen, Helge Bertram, Povl Christensen, Henning Koppel med flere |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Eckersberg Medaillen (1911), Thorvaldsen Medaillen (1944) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Aksel Einar Utzon-Frank (født 30. marts 1888 på Frederiksberg, død 15. juli 1955 i Asserbo) var en dansk billedhugger og professor.
Utzon-Frank var søn af Jens Christian Frank og Anna Cathrine Utzon. Anna Cathrine var søster til arkitekten Jørn Utzon's farfar Hans Jørgen Utzon.
Utzon-Frank var uddannet maler, men fik smag for arbejdet med skulpturer og blev i 1906 optaget på Kunstakademiet, hvor han gik et enkelt semester. Her mødte han Kai Nielsen, som han blev ven med. Utzon-Frank blev i 1908 gift med Gerda Harriet Margrete Christensen, som han fik en datter med, Grete Utzon-Frank (1909 – 1973). Han debtuerede med en udstilling på Charlottenborg i 1907.
Einar Utzon-Frank var bl.a. inspireret af Constantin Meunier. Han foretog flere studierejser i Europa 1912-1913 bl.a. til München, Firenze, Berlin, Rom og Paris, hvor han så klassisk kunst, der inspirerede ham i sit eget arbejde. Hans formsprog var tydeligt funderet i klassicismen og fulgte traditionen fra Bertel Thorvaldsen, men ofte er Einar Utzon-Frank kendtegnet ved et unikt raffineret og stiliseret udtryk. Fra 1916 udstillede han på Den Frie Udstilling.
Som 30-årig blev han i 1918 udnævnt til professor ved Kunstakamdeiet, hvor han var til 1955. I sin undervisning lagde han vægt på de håndværksmæssige kundskaber. Han blev inspirationskilde for flere generationer af billedhuggere – eksempelvis Henry Heerup, Sigrid Lütken, Janus Kamban og Anne Marie Carl-Nielsen.
Utzon-Frank var i løbet af sin karriere meget produktiv, og han fik mange offentlige opgaver. I 1944 modtog han Thorvaldsen Medaillen for sit virke. Han var Kommandør af 1. grad af Dannebrog og Dannebrogsmand.
Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.[1] Hans søn Bomand Utzon-Frank blev også billedhugger.