Epstein-Barr virus (EBV)[1] eller human herpes virus 4 er en vidt udbredt herpesvirus, der spredes ved intim kontakt. EBV er en af de mest almindelige virus i mennesker, men størstedelen af EBV-infektionerne er ubemærkede og subkliniske, og antistoffer mod EBV findes hos 90-95% af alle verdens voksne.[2]
EBV inficerer B-lymphocytter, T-lymphocytter, epithelceller og muskelceller. Som andre medlemmer af familien af herpesvirus har EBV en latens-fase i inficerede celler, men i modsætning til herpes simplex virus (HSV) og cytomegalovirus (CMV) er EBV i stand til at transformere inficerede celler til kræftceller og betegnes derfor som en oncogen virus eller oncovirus.
Mononucleose (kyssesyge) forårsages af EBV, og kræftformerne B-celle lymphoma, T-celle lymphoma, Hodgkin lymphoma, Burkitt’s lymphoma, mavekræft og nasopharyngeal carcinoma kan forårsages af EBV.