Europas geografi

Europa regnes som et af syv kontinenter, men fysisk er verdensdelen den nordvestlige halvø af den større landmasse kaldt Eurasien. Asien udgør den østlige del af denne sammenhængende landmasse (hvis man ser bort fra Suezkanalen som deler Asien og Afrika), og alle deler den samme kontinentalsokkel. Uralbjergene i Rusland udgør den østlige grænse mellem Europa og Asien. Den sydøstlige grænse er derimod ikke fastsat. Ofte bliver floderne Ural eller Emba ^(de) regnet som mulige grænser. Grænsen fortsætter mod det Kaspiske Hav, og så videre over Kaukasus-bjergene (her er det også uklart hvor grænsen går) og Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne. Mange geografer regner derimod de sydlige grænser til Aserbajdsjan og Armenien mod Iran, og Tyrkiets sydlige grænse mod Syrien, Irak og Iran som grænsen mellem Asien og Europa på grund af politiske og kulturelle årsager. Middelhavet skiller Europa fra Afrika. I vest grænser Europa mod Atlanterhavet. Island, som ligger nærmere Grønland (Nordamerika) end det europæiske fastland, regnes som en del af Europa.

Det er ikke alle, der regner Europa som et kontinent, fordi det ikke er omgivet af hav, og er mere kulturelt end geografisk defineret.

De to største landområder i Europa er "det europæiske fastland" og Skandinavien i nord, som er adskilt fra hinanden af Østersøen. Tre store halvøer, den iberiske, den italienske og Balkan strækker sig sydover fra fastlandet og ud i Middelhavet.

Topografien i Europa er meget varieret, ofte inden for små områder. Hovedsageligt er de sydlige områder bjergklædte, mens området nordover fra Alperne, Pyrenæerne og Karpaterne gradvis går over i åslandskab og store lave sletter, som er vidstrakte i øst. De nordlige dele af Europa består hovedsageligt af højereliggende områder igen, som starter i vest på De britiske øer og fortsætter langs bjergene og fjordene i Norge. Indimellem finder man flere plateauer og floddale, som bryder med den grove topografiske inddeling nævnt ovenfor.