Our website is made possible by displaying online advertisements to our visitors.
Please consider supporting us by disabling your ad blocker.
Finanskrisen 2007-2009
Denne side handler om krisen på de globale finansielle markeder 2007-09. De afledte konsekvenser for realøkonomien behandles i Den store recession. Udviklingen specielt i Danmark behandles i Den økonomiske og finansielle krise i Danmark fra 2008. For en generel forklaring af begrebet og henvisninger til andre historiske eksempler, se finanskrise.
Faldende boligpriser i USA udløste en række konkurser og tvangsauktioner, der spredte sig til mange banker og finansielle virksomheder, indtil hele det globale finansielle system blev grebet af panik og frøs til. Den finansielle krise med renteuro og kraftigt faldende aktiekurser spredte sig til realøkonomien med lukninger af virksomheder, arbejdsløshed og generelt faldende økonomisk aktivitet til følge.[2] Ofte anvendes betegnelsen "finanskrise" i daglig tale om den resulterende realøkonomiske lavkonjunktur (den store recession), men begrebet finanskrise går mere specifikt på forholdene indenfor den finansielle sektor.
Finanskrisen havde en række eftervirkninger i de lande, den ramte. Selvom krisen startede i USA, blev virkningen i Europa og især i euroområdet mere langtrukken, idet der senere opstod en særlig europæisk statsgældskrise som konsekvens af den oprindelige finanskrise.[3]