Forsuring opstår, når jord, vand eller luft udsættes for syrepåvirkning. Det kan konstateres ved at måle surhedsgraden, pH. Forsuring af jord skyldes dels naturlige processer og dels syreregn. Forsuring forstyrrer naturens balancer, fx fordi mange næringssalte udvaskes af overjorden. Med havenes forsuring som følge af stigningen i atmosfærens kuldioxydindhold, ændres de havlevende dyrs og planters evne til at danne og bevare hårde skaller og andre dele af calciumcarbonat. Dyr og planter der er berørt af forsuringen er kalkflagellater (nanoplankton), koraller, foraminiferer, pighuder, krebsdyr og bløddyr. Havenes forsuring kaldes også det andet kuldioxydproblem.