| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Ridder af Elefantordenen 1972 |
Hans Majestæt Kong Frederik 10. af Danmark, greve af Monpezat R.E. SKmd (døbt Frederik André Henrik Christian; født 26. maj 1968), er konge af Danmark. Han tiltrådte den danske trone som konge den 14. januar 2024 som følge af sin mor, Dronning Margrethe 2.s abdikation.[2][3][4]
Frederik er den ældste søn af Dronning Margrethe 2. og prins Henrik.[5] Han blev født under sin morfars, Frederik 9.s regeringstid, og blev kronprins den 14. januar 1972, da hans mor tiltrådte den danske trone og blev dronning. Han begyndte på Amalienborg Lilleskole i 1974, og fortsatte herefter på Krebs' Skole, École des Roches og Øregård Gymnasium, hvorfra han blev student i 1986.[6] Han blev cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1995 og læste undervejs statskundskab ved Harvard University, USA, i 1992-93.[7] Efter universitet havde kongen flere diplomatiske stillinger i FN og i Paris. Han er uddannet inden for alle tre værn af det danske forsvar; i 2015 blev han udnævnt til kontreadmiral i Søværnet og generalmajor i Hæren og Flyvevåbnet, og med indtrædelse som konge blev han i januar 2024 udnævnt til højeste militære rang i alle tre værn; admiral i Søværnet og general i Hæren og Flyvevåbnet.[7]
Kong Frederik mødte sin kommende kone, Mary Donaldson, under De Olympiske Lege i Sydney i 2000, og de blev gift den 14. maj 2004 i Vor Frue Kirke i København.[8] De har sammen fire børn; kronprins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.[8]
Kongen har gennem hele sit liv været stor fortaler for fysisk aktivitet og sport, og i forbindelse med hans 50 års fødselsdag i 2018, blev der for første gang arrangeret motionsløbet Royal Run, som er blevet afholdt hvert år siden (med undtagelse af 2020).[9]