Grindefangst (færøsk grindadráp) er fangst af grindehvaler og er på Færøerne en fangsttradition som menes at gå helt tilbage til vikingetiden. Lov angående grindehvaler (om fordelingen af hvalkød) nævnes i Fårebrevet, som er en del af den norske Gulatingslov fra 1298. Jagten opstår spontant og ikke planlagt. Der udsendes grindebud, når en flok grindehvaler opdages tæt på land, dette kan ske hele året, men sker som oftest i sommermånederne, hvorefter grindehvalerne indkredses af både, drives ind til den nærmeste godkendte hvalbugt og helt op på stranden, hvorefter de slagtes med et enkelt hug mod rygmarven. Derefter fordeles kød og spæk ligeligt mellem alle i området, eller kun blandt dem der deltog i fangsten, det er forskelligt fra sted til sted og kommer også an på hvor mange hvaler der er tale om. For de fleste færinger er det en vigtig del af deres historie og madkultur og et vigtigt supplement til deres kost, og et supplement til deres økonomi, da maden er gratis og de derved i mindre grad behøver at købe kød fra supermarkedet. Folk som bor ude på de små øer har ikke de store muligheder for en høj indkomst og klarer sig hovedsagelig af hvad naturen kan bringe dem af fisk, hvalkød, fugl, egen fåreavl og dyrkning af kartofler og evt. majroer og rabarber. Grindefangsten er ikke-kommerciel, dog står der i reglerne at kødet kan sælges, og i Tórshavn kan grindekødet til tider også købes i supermarkeder. Det er op til folk selv, om de spiser alt kødet selv eller om de giver det videre eller evt. sælger det. Der slagtes hvert år ved drivfangst mellem 0 og 1300 grindehvaler på Færøerne, i gennemsnit ca. 800 grindehvaler årligt (i tallene er kun grindehvaler medregnet, enkelte år forekommer også andre slags hvaler),[1][2] og der er lovmæssige regler for, hvordan hvalerne sammendrives, slagtes og fordeles.
Private og internationale organisationer kritiserer grindefangsten for at være grusom, blodig og unødvendig. De fleste færinger føler sig udnyttede af disse organisationer, der tit bruger de følelsesmæssigt stærke billeder af grindefangsten med havet som er farvet rødt af hvalernes blod som blikfang i deres kampagner mod hvalfangst. Slagtning af andre dyrarter, som f.eks. grise, køer og får, foregår bag lukkede døre på slagterier og blodet er skjult for offentligheden.
Selv om de fleste færinger afviser den hårde kritik af grindefangsten, så foregår der alligevel mange diskussioner om emnet i det færøske samfund, og nogle færinger har åbent tilkendegivet, at de nu er imod grindefangst og synes, at det bør forbydes. En færing, som er imod grindefangst, er fotografen Ingi Sørensen,[3] som bl.a. er kendt for at tage billeder af det farverige dyre- og planteliv ved Færøerne.[4]
Grundet den stigende forurening af havene er grindehvalkød i dag stærkt forurenet af kviksølv og andre skadelige kemiske stoffer. Den tidligere embedslæge på Færøerne, Høgni Debes Joensen og forskeren Pál Weihe, har beskrevet kødet som uegnet til menneskeføde pga. forureningen, men den officielle anbefaling fra den færøske Fødevarestyrelse er i dag at begrænse indtaget til højst en gang om måneden, og helt undlade at spise lever og nyrer. Der er særlige anbefalinger til fødedygtige, gravide og ammende kvinder.
På trods af, at kød og spæk fra grindehvalen er forurenet, har Færøerne en højere forventet levetid end f.eks. Danmark. Færøske kvinder kan ved fødslen forvente en levetid på 84,1 år, mens færøske mænd fra fødslen kan forvente at leve til de er 79,4 år.[5]
En af de aktive deltagere i fortiden var det danske MF Magni Arge.[kilde mangler]