Harmonien eller Det harmoniske Selskab (1778-1830) var et af de mange musikalske selskaber der blev oprettet i slutningen af 1700-tallet for at tilgodese et behov hos et fremvoksende borgerskab for musikalske aktiviteter. Det fremtrådte som en af tidens mange klubber med læsesal og beværtning, hvor der kunne afholdes baller, assembleer[1], maskerader og lignende; man ville forene humanitære formål med de kunstneriske og selskabelige.[2] Selskabet var i lang tid det toneangivende selskab i København repræsenterende den karakteristiske forbindelse som musikken i den periode havde indgået med selskabelighed, humanitet og oplysning. Især som koncertinstitut fik Det harmoniske Selskab hurtigt forspringet, og for andre lignende klubber blev dets koncerter et forbillede.[3]
Selskabet blev stiftet 19. juni 1778 med meget få medlemmer og egentlig for at skaffe en ven, en "brødløs mand"[4], et udkomme ved at oprette et "selskab for musikøvelser" med tilhørende "læsesamling", i hvilket han skulle stå for beværtningen.
Man skiftede adskillige gange lokaler; et af dem, der fra 1783 dannede ramme i adskillige år, var et velegnet lokale i vinhandler Colstrups ejendom i Vingaardsstræde, og det gav desuden mulighed for fra 1784 at give adgang for damer. Disse forbedrede forhold gjorde at "... dets Koncerter i Vinteren 1784-1785 efter alle ægte Kjenderes Dom bleve de første i Staden".[5]