Hestetorvet et torv i Roskilde på Østsjælland. Det ligger med Algade mod nord, Gråbrødre Kapel og kirkegård mod vest, Jernbanegade og Roskilde Station mod syd og gaden Hestetorvet mod øst.
Torvet blev anlagt i middelalderen, sandsynligvis da Sankt Pouls kirke blev redet ned. Det er sandsynligvis byens næstældste torv,[1] der lå umiddelbart inden for Røde Port, som var den østlige byport.[2] Torvet har været markedsplads i flere hundrede år, hvor der særligt blev handlet svin, stude og heste, deraf navnet.[3]
I 1945 blev skulpturen Hestebrønden opført, betalt af Roskilde Kommune. En del af torvet blev brugt som parkeringsplads, og Roskilde Kommune skrev kontrakt på at bruge hele torvet som parkeringsplads i 30 år. I 1958 vedtog den, at der skulle etableres et toetagers parkeringsanlæg under torvet, og det blev derfor gravet op. I den forbindelse blev der udført arkæologiske undersøgelser. Byggeriet var færdigt i 1962 og bestod også af en butiksbygning mod Algade og en overdækning.[2][3]
I 1994 kunne kommunen atter genetablere torvet uden overdækning, og Roskilde Kommune lavede flere arkæologiske undersøgelser, der viste, at området har været beboet siden bronzealderen.[2]
I 1999 blev Roskildekrukkerne opstillet på pladsen, da der flere steder blev skrevet om at det var en kedelig åben plads. De blev skænket til Roskilde by i anledning af byens 1000 års jubilæum.[2][4]