The Simpsons-figur | |
Homer Jay Simpson | |
Køn | Mand |
---|---|
Hårfarve | Skaldet, tidligere brun |
Job | Sikkerhedsinspektør ved Springfield Nuclear Power Plant |
Familie | Kone: Marge Børn: Bart, Lisa og Maggie Forældre: Abraham og Mona Halvsøskende: Herb Powell og Abbie |
Første optræden | "Good Night" |
Stemme | Dan Castellaneta |
Homer Jay Simpson er den fiktive hovedperson i den animerede tv-serie The Simpsons og far i den navnkundige familie. Dan Castellaneta lægger stemme til figuren, der optrådte første gang på tv, sammen med resten af familien, i The Tracey Ullman Shows kortfilm "Good Night" den 19. april 1987. Homer blev skabt og designet af tegneren Matt Groening, mens han ventede i lobbyen på James L. Brooks' kontor. Groening var blevet kaldt ind for at komme med forslag til en række kortfilm baseret på sin tegneserie Life in Hell, men i stedet besluttede de at oprette et nyt sæt tegneseriefigurer. Groening navngav karakteren efter sin far, Homer Groening. Efter at have været en del af The Tracy Ullman Show i tre sæsoner, fik Simpson-familien deres egen serie på tv-kanalen Fox og debuterede den 17. december 1989.
Homer er den ubehøvlede fader i Simpson-familien. Han er gift med Marge og sammen har de tre børn: Bart, Lisa og Maggie. Som familiens forsøger arbejder han på Springfield Atomkraftværk, i sektor 7G. Homer rummer flere stereotyper på den amerikanske arbejderklasse: han er rå, overvægtig, inkompetent, klodset, doven og uvidende, men han er også voldsomt opofrende for sin familie. På trods af forstads-rutinerne i sit liv har han haft en række bemærkelsesværdige oplevelser.
I de korte og tidlige episoder blev Homers stemme udført løst baseret på Walter Matthau. I anden og tredje sæson udvikler Homers stemme sig til at blive mere robust for at kunne give udtryk for en bredere vifte af følelser. Han har også medvirket i andre medier end tv – herunder videospil, The Simpsons Movie, The Simpsons Ride, reklamer og tegneserier – og inspireret en hel serie af merchandise. Hans catchphrase, det irriterede grynt "d'oh!", er blevet medtaget i The New Oxford Dictionary of English siden 1998 og Oxford English Dictionary siden 2001.
Homer er en af de mest indflydelsesrige fiktive karakterer i tv og er blevet beskrevet af den britiske avis The Sunday Times som "den største komiske opfindelse i moderne tid". Han var rangeret som den næststørste tegneseriefigur nogensinde af det amerikanske blad TV Guide, kun overgået af Snurre Snup, og blev udnævnt til den største tv-karakter igennem tiden af Channel 4-seerne. Castellaneta har vundet fire Primetime Emmy Awards for Outstanding Voice-Over Performance og en speciel-achievement-pris fra Annie Awards for at lægge stemme til Homer. I 2000 blev Homer, sammen med resten af sin familie, tildelt en stjerne på Hollywood Walk of Fame.