Johan Nicolai Madvig | |
---|---|
![]() Johan Nicolai Madvig | |
Kultusminister | |
Embedsperiode 16. november 1848 – 7. december 1851 | |
Foregående | Ditlev G. Monrad |
Efterfulgt af | Peter Georg Bang |
Personlige detaljer | |
Født | 7. august 1804 Svaneke |
Død | 12. december 1886 København |
Gravsted | Assistens Kirkegård |
Nationalitet | ![]() |
Uddannelsessted | Frederiksborg Gymnasium og HF Københavns Universitet |
Profession | Politiker, klassisk filolog |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Ridder af Elefantordenen![]() 1879 |
Johan Nicolai Madvig (født 7. august 1804 i Svaneke, død 12. december 1886 i København) var en dansk klassisk filolog og politiker.
Madvig, hvis far var byskriver i Svaneke, voksede op i små kår. Efter en noget mangelfuld elementærundervisning blev Madvig 1817, et år efter faderens død, ved privat understøttelse af blandt andet etatsrådinde Kofoed sat i stand til at studere. Fra Frederiksborg latinskole, hvis rektor Bendt Bendtsen vakte hans interesse for de klassiske sprog, dimitteredes han 1820 til Københavns Universitet med udmærkelse. 1821 tog han ligeledes med udmærkelse Anden Eksamen; samme år fik han accessit for en besvarelse af universitetets prisopgave.
Under vejledning af F.C. Petersen, men med stor selvstændighed, kastede han sig over studiet af klassisk filologi; allerede 1825 tog han filologisk eksamen med udmærkelse og disputerede 1826 for magistergraden med værket Emendationes in Ciceronis libros de legibus et Academica (Tekstforbedringer til Ciceros bøger "Om lovene" og "Academica").
Umiddelbart derefter blev han ansat som vikar for professor Børge Riisbrigh Thorlacius, der rejste udenlands; Han udgav en række tekstrettelser til to af Ciceros taler mod Verres (Epistula critica ad Orellium, 1828), hvori han viser fuldkomment herredømme over den tekstkritiske metode. Senere i 1828 tog han doktorgraden med en afhandling om Ciceros kommentator Asconius, i hvilken han påviste behovet for en sondring mellem Asconius, en filolog på Neros tid, og en langt senere kommentar, der med urette var tilskrevet Asconius.
I 1830-1832 gennemgik Madvig en personlig livskrise, der førte ham til at overveje værdien af den klassiske dannelse.
Det fik ham sat i gang med dybe overvejelser over dannelse som begreb og livsmål, der udmøntede sig i både tekster om dannelse og et livslangt virke i det lærde skolevæsen. Hans dannelsestanker var et forsøg på at forene den klassiske historiske dannelse med den moderne, både sproglige, nationale og naturvidenskabelige dannelse.
Madvig var rektor for Københavns Universitet i én toårig og fire etårige perioder i årene 1855 til 1879.
I 1884 og 1885 dikterede han sine erindringer, der blev udgivet posthumt i 1887 med titlen Livserindringer.