Johanne Luise Heiberg

Johanne Luise Heiberg
Personlig information
Født	Johanne Luise Pätges 22. november 1812 København, Danmark
Død	21. december 1890 (78 år) København, Danmark
Gravsted	Holmens Kirkegård
Ægtefælle	Johan Ludvig Heiberg
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Selvbiograf, teaterskuespiller, forfatter, digter
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Johanne Luise Heiberg, døbt Pätges (født 22. november 1812 i København, død 21. december 1890 sammesteds) var en dansk skuespillerinde og forfatterinde, hvis mor var af jødisk familie. Fra en opvækst i næsten total social elendighed – fattigdom, druk og racisme – præsterede hun at stige til guldalderens top uden at miste sin sjæl.

Hun blev af sin far tvunget til at optræde bl.a. på Dyrehavsbakken og diverse værtshuse. En mandlig beundrer fik hende væk fra dette miljø og i gang med en uddannelse til skuespiller. Hans selvmord kunne have sat en bremse på hendes karriere, men Johanne Luise holdt ud. Hendes talent var iøjnefaldende og uimodsigeligt. Selv holdt hun fast ved sin værdi: hun nægtede således at indlede pædofile forhold til diverse lærere på balletskolen. Hurtigt blev hun en af hovedkræfterne på teatret; en forunderlig ung kvinde, sanselig og intellektuel, smuk, selvbevidst, sart og stejl på samme tid. Hun var fra 1826 til 1864 den absolut førende skuespillerinde på Det kongelige Teater. I 1820'erne skrev Johan Ludvig Heiberg flere vaudeviller til hende, og hun blev gift med ham i 1831. Dette ægteskab opfattede hun øjensynlig som sin hjemkomst i den klasse, hun opfattede som sin egen: de højeste lag i guldalderens kunstnerverden. Hun havde før levet i en forkert verden, nu var hun hjemme: i eliten.

I romantikken skrev Henrik Hertz, Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen en række skuespil til hende med splittede, dæmoniske kvinder i hovedrollen.

Efter at være ophørt med at optræde fungerede fru Heiberg fra 1867-1874 som "Sceneinstructrice" ved Det kongelige Teater. I sine erindringer dvæler hun længe ved opsætningen af Shakespeares Macbeth og diskuterer selve skuespillets metode: hun, som havde spillet teater i den romantiske periode, konkretiserede nu realismens idealer.

Hun udgav brevvekslingen mellem sin svigermor Thomasine Gyllembourg og hendes fraskilte mand P.A. Heiberg – hvis ikke hun havde udsendt brevene i bogform, var de formentlig gået tabt. Brevene reddede Thomasines anløbne rygte og illustrerer eminent de fremherskende holdninger i tiden omkring 1800 – meget fjerne fra holdningerne i 1880'erne hvor bogen udkom. Ikke desto mindre tog Johanne Luise sin svigermors parti.

Hendes selvbiografi, Et Liv gjenoplevet i Erindringen, blev udgivet fra 1891-1892 af A.D. Jørgensen. Bogen vakte voldsomt røre ved udgivelsen, fordi meget i bogen gav udtryk for hendes stærkt subjektive opfattelse af begivenhederne – nogle kalder derfor spøgefuldt bogen for "Et Liv genopløjet i Erindringen". Den er et passioneret kampskrift, et forsvar for hendes mand, der som teaterchef pådrog sig manges had, og et forsvar for hendes egne valg. Ved førsteudgivelsen blev mange barske partier skåret ud, bl.a. om balletskolens misbrug af børn: de er senere indsat på rette plads.