Kokain (alternativ stavemåde cocain, benzoylmethylecgonin, C17H21NO4) er et naturligt alkaloid, som udvindes af coca-plantens blade. Det er et euforiserende, stimulerende, appetit-sænkende og lokalbedøvende stof. Kokain er et af de mest hyppigt misbrugte stoffer på verdensplan og er i misbrugsmiljøet kendt under navne som coke, cola, sne, op, charlie, coca-loca, næsebajer, tryllestøv og drys. Crack eller crack-kokain er kokain, der er forarbejdet, så det kan ryges.[1]
Kokain anvendes som lægemiddel indenfor oftalmologien til diagnosticering af Horners syndrom, samt til lokalbedøvelse af øjet.[2]