Kunstig intelligens er den gren inden for datalogien, der beskæftiger sig med at få maskiner til at "tænke"; det vil sige det at få dem til at kunne gå målrettet efter noget, fx at vinde over en person i et spil, eller ligesom os at undgå at holde op med at fungere, ved hjælp af påvirkninger som opfattes af sensorer. Op til 2004 har det været umuligt at gengive menneskelig intelligens. Der er sket en opdeling i forskningen indenfor dette felt, og i dag skelner man blandt andet mellem "stærk" og "blød" kunstig intelligens:
Stærk kunstig intelligens (strong AI) bygger på den forestilling at computere teoretisk set vil kunne udvikle bevidsthed svarende til menneskets.[1] Blød kunstig intelligens (weak AI) indebærer mere beskedent, at computere i fremtiden vil blive i stand til at simulere alle aspekter af menneskets intellektuelle evner – og dermed ubesværet kunne få andre til at tro, at den vitterlig har menneskelig intelligens og bevidsthed (se Turing-test), selvom den mangler den subjektivitet, der karakteriserer menneskelig forståelse.[2] Sidstnævnte har den amerikanske filosof John Searle forsøgt at illustrere med et tankeeksperiment; The Chinese Room.
Nogle kritikere[hvem?] af AI har fremført, at det aldrig vil lykkes at simulere menneskelig intelligens, fordi det kræver intentionalitet, som kun et menneske kan have – det vil sige evnen til at tænke på konkrete ting som noget, der betyder noget andet og dermed fastholde tingenes semantiske betydninger på trods af deres skiftende sansemæssige fremtrædelser. Andre, fx Peter Naur, er skeptiske overfor kunstig intelligens, fordi tænkning hos mennesker medfører fysiske ændringer i hjernen. Ændringerne skaber flere forbindelser i hjernen, og sådanne fysiske ændringer findes ikke ækvivalent hos computere, der udfører programmer.
Udviklingen af kunstig intelligens og psykologisk forskning i computermodellering af menneskelige kognitive funktioner påvirker hinanden betydeligt.
Væsentlige delområder er: robotsyn og processering af naturlige sprog.