Et land-grant-universitet (engelsk: land-grant university, land-grant college eller land-grant institution) er en institution for videregående uddannelse i USA, der er udpeget af en delstat til at modtage tilskud i henhold til lovgivningen i Morrill Acts fra 1862 og 1890.[1]
Den første Morrill Act, der blev underskrevet af Abraham Lincoln i 1862, gjorde det muligt at at finansiere uddannelsesinstitutioner ved at tildele føderalt kontrolleret jord til delstaterne, som de så kunne sælge for at skaffe midler til at etablere og indrette "land-grant"-universiteter. Disse institutioners formål som fastsat i loven fra 1862 er at fokusere på undervisning i praktisk landbrug, videnskab, militærvidenskab og ingeniørvidenskab — dog "uden at udelukke andre videnskabelige og klassiske studier" — som et svar på den industrielle revolution og de skiftende sociale klasser.[2][3] Dette formål stod i kontrast til den historiske praksis med videregående uddannelser, der koncentrerede sig om de frie kunster. En ændring af loven i 1994 gav "land-grant"-status til flere stammekontrollerede skoler og universiteter.[4]
De fleste land-grant-universiteter er i dag store offentlige universiteter, som tilbyder et komplet spektrum af uddannelsesmuligheder. Nogle land-grant-universiteter er dog private, herunder Cornell University, Massachusetts Institute of Technology (MIT) og Tuskegee University.[5]