Lille Vildmose er et naturområde i Aalborg Kommune og Mariagerfjord Kommune i det nordøstlige Himmerland, omkring 28 km sydøst for Aalborg. Den østligste del af mosen går ud til Kattegat ved Øster Hurup Strand.[1]
Lille Vildmose er en del af Natura 2000-området nr. 17 (Lille Vildmose, Tofte Skov og Høstemark Skov) og er både habitatområde og fuglebeskyttelsesområde. Området på ca. 7.800 ha er blandt kandidaterne til at blive nationalpark i Danmark, og blev i 2018 udvalgt til Danmarks Naturkanon.[2] Det er dels i statseje og dels i privateje; størstedelen ejes af Aage V. Jensen Naturfond.
I forbindelse med fredningen, som er en af Danmarks største, er der skabt mulighed for naturgenopretning, stianlæg, fugletårne m.v.
Midt i området ligger Vildmosegaard, der er en lille hovedgård, som blev oprettet i forbindelse med tørlægning af de 4 søer i Lille Vildmose, Møllesø, Birkesø, Toftesø og Lillesø,[1] iværksat 1760 af lensgreve A. G. Moltke. Ved Vildmosegaard findes nu Lille Vildmosecentret med besøgsfaciliteter, Lille Vildmose Naturskole og et vandrerhjem.
Det er det største højmoseareal inden for løvskovsbæltet i Nordeuropa med tørvelag på op til 5 meters tykkelse. Det førte under 2. verdenskrig til en stor produktion af tørv til opvarmning. Produktionen blev senere omstillet til spagnum til gartnerier og haver, en produktion som fortsatte indtil 2008. Til transport af det udvundne tørv findes i mosen Danmarks største net af industribaner med smalspor (700 mm sporvidde).
En genetablering af højmosen forudsætter bl.a., at vegetationen, især træer og buske, holdes nede. Til det formål besluttede Vildtforvaltningsrådet i 2007, at mosen også skal rumme elge. Fem elgkalve blev sat ud i området i sommeren 2016[3], og i januar 2017 kom yderligere fire kvier og en tyr til[4].
Lille Vildmose har et rigt dyreliv og er kendt for bestanden af kronhjort samt for at være en blandt kun to ynglepladser for kongeørn i Danmark. Derudover lever der også vildsvin i området.[1]
Lille Vildmose består af følgende områder[5]
Skovene Høstemark Skov i nord og Tofte Skov i syd er ikke en del af mosen, men er omfattet af fredningen. Begge skove er selvstændigt afhegnede og uden adgang for offentligheden undtagen ved guidede ture, Natura 2000-område nr. 17 Lille Vildmose, Tofte Skov og Høstemark Skov.