Magnus Bech-Olsen | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 7. december 1866 |
Død | 19. februar 1932 (65 år) |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Professionel bryder, cirkusartist |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Magnus Emanuel Bech-Olsen (7. december 1866 i København - 19. februar 1932 i Nørresundby) var en dansk cirkusdirektør og bryder.
Magnus Bech Olsen blev født i København og voksede op i Køge og blev murersvend. Som 17-årig og nyudlært forlod han i 1883 Køge, og rejste han til Tyskland for at arbejde. Han slog sig ned i Hamborg, hvor han stiftede familie[1] og 1888 blev murermester. I Hamburg var han med til at bygge forlystelseskvarteret Reeperbahn, men efter få år blev han ramt økonomisk af et byggekrak.[2]
I sin fritid lærte Bech Olsen brydning hos en tidligere verdensmester Carl Abs. Det førte til en professionel karriere som bryder. Under navnet ”den uovervindelige dansker” rejste han rundt og kæmpede i de store europæiske byer.[1] Han blev hurtigt et kendt navn og blev udråbt som tysk mester, efter at han 1894 i Cirkus Schumanns bygning i Mainz og senere i Berlin besejrede Carl Abs.[2] Han købte et værtshus på Vesterbro og bosatte sig derefter i København. Han blev lærer i græsk- romersk brydning i Brydeklubben Hermod 1893, det var således ham, der indførte græsk-romersk brydning i Danmark, på betingelserne ”at han skulle holde sig selv ved kost”.[3] Han var i 1890'erne en af landets største sportshelt, især på grund af sejre, som da han i 1896 som den første nogensinde vandt over den osmanniske sultanens hofbryder Memisch Effendi.[4] Da han i 1897 overvandt ”den frygtelige græker” Antonie Pierri blev han verdensmester.[3] Han rejste til USA omkring år 1900 og har beskrevet rejsen i bogen "Min Amerikafærd". Efter sine nederlag til en tyrkisk bryder og siden til landsmanden Jess Pedersen (1878-1946) – ”Stærke Jess fra Odder”, stoppede hans professionelle bryderkarriere i 1903.[5]
Bech Olsen var vært i Cafe Bræddehytten i Helgolandsgade i København. Han vedblev med at i mange år optræde i varieteer og cirkus.[1] Han fik 1908 sit eget cirkus; "Cirkus Bech-Olsen".[5] 1910 indviede han sin faste cirkusbygning af træ på Åboulevarden i København med plads til 2.000 tilskuere, og senere drev han for en kortere tid bygningen der blev revet ned 1919 som biografteater under navnet Kæmpe Biografen.[2]
Efter næsten 25 år som cirkusdirektør døde han i 1932 på sin gård Kristines Hvile i Ny Lindholm, Nørresundby i Jylland og ligger begravet på Vestre Kirkegård i København.
Hans biologiske far var formentlig murersvend Jakob Magnus Bech,[5] da han døde i 1905 betalte Bech Olsen hans begravelsesomkostninger. Moderen Ellen Marie Olsen var husholderske hos ham. Bech Olsen fortalte flere gange til aviser, at hans far havde været murersvend i København.
Der blev 1899 lavet en film "Bryderen" under Bech-Olsens kamp mod franskmanden Poul Pons. Han blev æresmedlem af Dansk Artist Forbund 1931.