Mexicanske revolution

Mexicanske revolution
Billedcollage fra den mexicanske revolution
Dato 20. november 1910 – 21. maj 1920 Sted Mexico Resultat Revolutionær sejr Porfirio Díaz blev afsat fra magten og gik i eksil i Frankrig i maj 1911. Francisco I. Madero blev valgt til præsident i Mexico i 1911, og blev snigmyrdet i februar 1913. Victoriano Huerta styrtede Madero og var præsident 1913–1914. Venustiano Carranza skabte en alliance med División del Norte under det Konstitutionelle banner i 1913. Aguascalienteskonventionen mellem revolutionære ledere i 1914. Carranzas Konstitutionelle Hær besejrer Pancho Villa under slaget ved Celaya 1915. Carranza Konsoliderer sin position som de facto leder af Mexico i 1915 og bliver formelt valgt til præsident i 1917. Mexicos Grundlov af 1917 bliver vedtaget. Efterfølgende mord på revolutionære ledere Francisco I. Madero (1913), Emiliano Zapata (1919), Venustiano Carranza (1920), Pancho Villa (1923), Alvaro Obregón (1928) Grundlæggelsen af Partido Revolucionario Institucional (PNR) 1929.
Parter
Kontrarevolutionære tropper: 1910-1911: Føderale tropper ledet af Porfirio Díaz	1914-1919: Carrancistas Seditionistas
Ledere
1910–1911: Porfirio Díaz Ramón Corral José Yves Limantour Manuel Mondragón 1911–1913: Pascual Orozco (Kæmpede sin egen revolution efter Díaz var blevet styrtet og gik senere på Huertas side efter han fik magten.) Bernardo Reyes † (Ledte sin egen revolution indtil sin død i 1913.) Félix Díaz (sluttede sig til Reyes og senere Huerta efter Reyes døde i 1913.) Emiliano Zapata (sluttede sig til Orozco indtil Huerta to magten.) Ricardo Flores Magón # 1913–1914: Victoriano Huerta Aureliano Blanquet Pascual Orozco ( † in 1915) Manuel Mondragón (indtil juni 1913) Francisco León de la Barra Francisco S. Carvajal 1914–1919: Pancho Villa Emiliano Zapata † Félix Díaz Aureliano Blanquet † 1920: Álvaro Obregón	1910–1911: Francisco I. Madero Pascual Orozco Bernardo Reyes Pancho Villa Emiliano Zapata Ricardo Flores Magón 1911–1913: Francisco I. Madero † José María Pino Suárez † Pancho Villa Venustiano Carranza Victoriano Huerta (var i hemmelighed på Reyes' side mod Madero indtil Reyes døde i 1913. Efter Reyes døde startede Huerta sin egen revolution.) Aureliano Blanquet (var ligeledes på Reyes side i hemmelighed indtil hans død.) 1913–1914: Venustiano Carranza Pancho Villa Emiliano Zapata Álvaro Obregón Plutarco Elías Calles 1914–1919: Venustiano Carranza Álvaro Obregón 1920: Venustiano Carranza †
Styrke
Kontrarevolutionære tropper: Føderale tropper 250.000 - 300.000	Revolutionære tropper: Revolutionære tropper 255.000 - 290.000
Tab
2 tyskere dræbt	500 amerikanere dræbt
1,3[1] til 2[2] millioner mexikanere dræbt (civile og militære) 280.000[3] til 825.000[3] civile dræbt (med udgangspunkt i det samlede tab på 2 millioner)

Den mexicanske revolution var en periode med ustabilitet og borgerkrig i Mexico. Den begyndte med udbredt modstand mod diktatoren Porfirio Diaz i 1910 og sluttede med det Institutionelle Revolutionære Partis (PRI) kontrol over Mexico i 1930'erne.

Efter at Francisco Madero i 1910 tabte præsidentvalget til diktatoren Porfirio Diaz efter det, mange betragtede som valgsvindel, flygtede Madero og andre, som tilhørte det Liberale Parti, til USA for at lave, hvad der blev kendt som Saint Louis-planen (fordi den blev forfattet og proklameret i Saint Louis, Missouri). Den bekendtgjorde, at valget var ugyldigt, og opfordrede befolkningen til at gribe til våben den 20. november 1910. Der iværksattes mange oprør (med egne planer) rundt om i landet med mænd som Aquiles Serdan, Pancho Villa, Emiliano Zapata og senere Venustiano Carranza og Alvaro Obregón i spidsen.

Selv om Porfirio Diaz blev afsat og sendt i eksil efter mindre end et år, var personlige ambitioner og manglen på én ledelse årsag til, at kampene fortsatte i mange år. Den nyvalgte præsident Madero havde hverken støtte fra sine tidligere allierede, der hævdede at revolutionens mål ikke var nået, eller fra det gamle regime. I 1913 blev Madero og hans vicepræsident myrdet. Den tidligere revolutionær og leder af de væbnede styrker, Victoriano Huerta, tog magten og blev hurtigt beskyldt for at have planlagt mordet på Madero sammen med USA's ambassadør. Det fik krigen til at fortsætte. En alliance af moderate og radikale revolutionære (Carranza, Obregón, Villa og Zapata) besejrede og fordrev Huerta i 1914 men kom straks i indbyrdes krig. Carranza anerkendtes af de moderate kræfter som præsident, men de yderligtgående revolutionære fortsatte kampen helt til 1920. Under denne næsten permanente borgerkrig udstedtes 1917 en ny forfatning, som i alt fald på papiret garanterede demokratiske rettigheder, befolkningens ret til jorden, sikring af statens magt over kirken osv. Den er stadig det officielle grundlag for politisk liv i landet.

Efter mange års politisk og militær uro, kendetegnet ved at revolutionens helte snigmyrdede hinanden (Obregón dræbte 1920 Carranza, der 1919 havde dræbt Zapata i et baghold), blev landet stabiliseret i 1930'erne efter oprettelsen af det Nationalistiske Mexicansk Parti (PNM, der senere blev det Institutionelle Revolutionære Parti, PRI) med general Plutarco Elias Calles som præsident. Det lykkedes PNM at overbevise de fleste af de tilbageværende revolutionære generaler om at opløse deres personlige hære og oprette den mexicanske hær, hvorfor dens dannelse af nogle betragtes som den reelle afslutning på den mexicanske revolution. Endelig gennemførte præsident Lázaro Cárdenas (1934-40) en række hårdt tiltrængte jordreformer, som afbødede de værste af fortidens sociale skævheder.

Revolutionen medførte også den politiske tradition med loyalitet (nogle hævder underlegenhed) overfor den siddende præsident, en tradition der varede omkring 60 år. Den væbnede konflikt bliver ofte karakteriseret som den vigtigste sociopolitiske begivenhed i Mexico og en af de største omvæltninger i 1900-tallet;^[4] den resulterede i et vigtigt program med eksperimenter og reformer af den sociale struktur.^[5]

1. ^ Robert McCaa, "Missing millions: the human cost of the Mexican Revolution." Mexican Studies 19#2 (2001). online
2. ^ Rummel, Rudolph. "Tavle 11.1 The Mexican Democide Line 39". Statistics Of Mexican Democide.
3. ^ ^{a b} Rummel, Rudolph. "Tavle 11.1 The Mexican Democide Line 47". Statistics Of Mexican Democide.
4. ^ Knight, Alan (1. maj 1980). "The Mexican Revolution". History Today. 30 (5): 28. Hentet 5. november 2011.
5. ^ Cockcroft, James (1992). Mexico: Class Formation, Capital Accumulation, & the State. Monthly Review Press.