Windows 7 | |
---|---|
Del af Windows-familien | |
Udvikler | Microsoft |
Først udgivet | Beta: Januar 2009 Retail: 22. oktober 2009 RTM: 22. juli 2009 [1] |
Færdighedsstadie | Udgivet |
Platform | PC |
Kernetype | Hybrid Kernel |
Opdateringsmetode | Windows Update |
Kildekodetilgængelighed | Lukket kildekode |
Licens | MS-EULA |
Websted | Windows 7 |
Microsoft Windows 7 er et operativsystem til såvel stationære som bærbare computere, som Microsoft frigav den 22. oktober 2009, hvilket er mindre end 3 år efter forgængeren, Windows Vista. Systemet, der indeholdt NT-version 6.1., var under sin udvikling kendt som først Blackcomb og senere Vienna. Den første Service Pack blev udsendt den 22. februar 2011. Windows 7 er blevet lanceret i flere varianter og understøtte både 32- og 64-bit-arkitekturer. Serverudgaven af Windows 7, Windows Server 2008 R2, blev frigivet sammen med Windows 7.
I modsætning til sin forgænger, Windows Vista, introducerede Windows 7 ikke et større antal nye funktioner. I stedet havde Microsoft fokuseret på at forøge hardware- og software-kompatibiliteten og optimere kildekoden således at Windows 7 fremstår hurtigere og mindre ressourcekrævende end sin forgænger. I forbindelse med sine fremvisninger af Windows 7 i 2008 demonstrerede Microsoft den indbyggede understøttelse af multi-touch og det re-designede skalprogram Windows Shell, der bl.a. indeholdte en ny proceslinje, en mere afdæmpet brug af farver, en simplere håndtering af netværksforbindelser og et nyt navigationspanel i Windows Explorer. Visse af de programmer, der var inkluderet med tidligere udgaver af Microsoft Windows, så som Windows Calendar, Windows Mail, Windows Movie Maker og Windows Photo Gallery er ikke installeret som standard, men tilbydes i stedet som en del af Windows Live Essentials-pakken, der kan gratis downloades.