Otto Mortensen | |
---|---|
Født | 18. august 1907 København, Danmark |
Død | 30. august 1986 (79 år) Aarhus, Danmark |
Gravsted | Almen Kirkegård |
Statsborger | Kongeriget Danmark |
Beskæftigelse | Musikolog, komponist, pianist |
Instrumenter | |
Klaver | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Otto Jacob Hübertz Mortensen (18. august 1907 i København – 30. august 1986 i Aarhus) var en dansk pianist, komponist og musikforsker
Otto Mortensen blev efter studentereksamen optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium for at uddanne sig til pianist. Der havde han bl.a. Christian Christiansen, Knud Jeppesen og P.S. Rung-Keller som lærere. I 1930 afholdt han debutkoncert som pianist og havde i nogle år en karriere som akkompagnatør, solist, kammermusiker og underviser. Fra 1937 til 1956 var han opera-repetitør ved Det kongelige Teater og fra 1942 til 1966 lærer ved Musikkonservatoriet i denne disciplin. Derudover var han dirigent for bl.a. Det Kongelige Kapel, Opéra Comiques orkester i Paris og i Danmarks Radio.
Allerede mens han gik på konservatoriet, blev han optaget af en af tidens strømninger: at udbrede musikalske færdigheder til byernes store nye befolkningsgrupper. Det var en tanke, der udsprang i Tyskland i 1920’erne med fx Fritz Jöde, Paul Hindemith og Carl Orff. Den havde mange forkæmpere i Danmark, bl.a. Jørgen Bentzon, Bernhard Christensen, Poul Henningsen, Ejnar Jacobsen, Erling Brene og frem for alt Finn Høffding. Der blev oprettet folkemusikskoler, og man skrev brugsmusik til bestemte formål, gymnastik, fodboldkampe, kabaretter og teatermusik. En anden konsekvens af disse tanker var Otto Mortensens udgivelse af nogle klaverskoler og en blokfløjteskole, der var med til at indvarsle blokfløjtens renæssance i Danmark. Omkring 1930 var Otto Mortensen flere gange i Berlin for at studere, hvordan man der greb folkemusikskolerne an.
I 1950’erne vendte Otto Mortensens interesse sig mod mere teoretiske musikalske emner, og han gennemførte et studium ved Københavns Universitet og blev i 1956 (mag.art.) i musikvidenskab. I den sammenhæng skrev han forskellige videnskabelige artikler og bøger: Harmonisk analyse efter grundbas-metoden (1954), Om Buxtehudes dansesatser for klaver, Om polsk-dansen i Danmark. Fra 1966 til 1974 var han lektor i Musikvidenskab ved Århus Universitet.
Han er begravet på Almen Kirkegård i Aalborg.