Peter Lundin | |
---|---|
Født | 15. februar 1972 (52 år) Roskilde Sygehus |
Nationalitet | Dansk-tysk-amerikansk |
Forældre | Ole Bostrøm Lundin Anna Schaftner Lundin |
Ægtefælle | Tina Lundin (gift i 1996) Mariann Poulsen (gift i 2008) Betinna Skounborg (gift i 2011) |
Børn | 2 sønner |
Kriminalitet | |
Antal ofre | 4 |
Forbrydelse | Drab |
Periode | 1991-2000 |
Land | USA, Danmark |
Arresteret | 5. juli 2000 |
Straf | Fængsel på livstid |
Status | Afsoner livstidsdom |
Fængslet i | Herstedvester Fængsel |
Peter Kenneth Bostrøm Lundin (født 15. februar 1972 i Roskilde),[1] som senere skiftede navn til Bjarne Skounborg og senest Thomas Kristian Olesen,[2] er en dansk-tysk-amerikansk morder, der ved et nævningeting i Østre Landsret den 15. marts 2001 blev idømt fængsel på livstid for tredobbelt drab.[3] Natten mellem den 16. og 17. juni 2000 dræbte og parterede han sin samlever Marianne Pedersen og hendes to sønner, Dennis og Brian, på henholdsvis 10 og 12 år i deres hus på Nørregårdsvej 26 i Rødovre.[4][5]
Den 10. oktober 2000 erkendte han sig skyldig i at have forvoldt Marianne Pedersen og hendes to sønners død, men hævdede, at det var et uheld. Forsvarer, advokat Bjørn Lund Hansen, argumenterede i retten også for, at det var et uheld, og da Lundin var kendt skyldig, bad han om en tidsbestemt straf på 16 års fængsel. Statsadvokat Erik Merlung, der repræsenterede sagen som anklager, havde hele tiden ment, at Lundin skulle dømmes for drab, og han krævede livsvarigt fængsel. På trods af Retslægerådets anbefaling krævede – og fik – anklageren livsvarigt fængsel, selvom landets højeste juridiske/lægelige eksperter havde anbefalet forvaring.[6]
Lundin blev i 1993 idømt 20 års fængsel ved en amerikansk domstol for drabet på sin mor, tyskfødte Anna Schaftner. Dommen blev i 1995 nedsat til 15 års fængsel.[7] På grund af pladsmangel i fængslerne i den amerikanske stat North Carolina, blev Peter Lundin i 1999 løsladt og udvist til Danmark.[8]
Lundin er under sin afsoning blevet gift tre gange.[9] I 2000 fik han en søn sammen med sin daværende kone, Tina. I 2014 fik han yderligere en søn sammen med sin daværende kone Betinna Brøns.[10] Lundin afsoner sin livstidsdom i Herstedvester Fængsel i Albertslund. Han har flere gange forsøgt at søge om prøveløsladelse, men har fået afslag hver gang.[11] Han har været fængslet siden den 5. juli 2000.[12][13]
I 2009 udkom hans selvbiografi "En morders bekendelser" på Forlaget Turbulenz.[14] Sagen er en af Danmarks mest gruopvækkende og mest omtalte drabssager i nyere tid.[15] Sjældent har en drabssag i Danmark været omgærdet af så stort presseomtale som Lundin-sagen.[16] I 2012 blev Lundins mordvåben udstillet på Politimuseet i København.[17]