Realkredit er lån mod sikkerhed i fast ejendom.[1] Udtrykket er et modstykke til personlig kredit, hvor et lån ydes uden sikkerhed, men i tillid til låntagerens betalingsevne. Tidligere, og i dag stadig på tysk, anvendtes også udtrykket personalkredit herom.[2]
Sikkerhedsstillelse i form af fast ejendom er udbredt ved långivning i mange lande, men de nærmere institutionelle forhold og traditioner adskiller sig fra land til land. I Danmark har der udviklet sig et særligt system for boligfinansiering formidlet af realkreditinstitutter, som på flere måder er meget forskelligt fra den måde, boligfinansiering foregår i de fleste andre lande.[3]