Et par ski er to lange, flade brædder i træ eller glasfiber til at sætte fast på fødderne, for at fordele kropsvægten over et større areal, så personen, der bærer dem, ikke synker ned i dyb sne. I modsætning til snesko er ski lange og smalle med en glat underside, så glideeffekten kan udnyttes ned ad bakke. Forenden af skiene er bøjet opad, så de holder sig på sneoverfladen. Midt på skiens overside sidder skibindingen, der er en anordning til fastgørelse af en dertil indrettet støvle. Der er indenfor de senere år sket en stor udvikling af skibindingens form og metode til at fastholde foden på skien.
Ski havde i mange lande et praktisk formål som transportmiddel om vinteren (og bruges nu stadig sådan i mindre målestok), men den rekreative anvendelse på skiferier er efterhånden altoverskyggende.
Oprindeligt var ski lavet af stærkt, men smidigt træ, for eksempel asketræ, men i dag laves de næsten udelukkende af glasfiber eller kulfiber ofte med en kerne af træ, så skiene ikke knækker så let. Ski laves i flere udformninger, specielt designet til hver deres anvendelse, som f.eks. langrend og slalom.
Af ekstraudstyr anvendes ofte briller, hjelm og handsker. Der findes specialbutikker i Danmark, der kun sælger skiudstyr.
Mange mennesker vælger at tage til lande som f.eks. Sverige, Norge og Italien for at stå på ski, da der tit er meget sne, og terrænet er velegnet. Hvis man tager til udlandet for at stå på ski, er der ofte skiskoler, hvor man kan få undervisning i at stå på ski af professionelle instruktører. I Danmark findes en forening ved navn Dansk Skiforbund for skientusiaster eller bare mennesker med almindelig interesse for ski og skisport.