Stivelse er et polysakkarid eller kulhydrat og omfatter to slags polymerer af glukose, hhv. amylose og amylopektin. Amylose er en lineær polymer bestående af op til 6.000 glukoseenheder med α-1,4-glykosidbindinger. Antallet af glukoserester, forkortet DP for degree of polymerization, varierer afhængigt af kilden. Amylose fra f.eks. kartoffel- eller tapiokastivelse har en DP på 1.000-6.000, mens amylose fra rug eller hvede har en DP, der varierer mellem 200 og 1.200. Det gennemsnitlige amyloseindhold i stivelse kan variere mellem næsten 0 og 75% afhængigt af kilden.[1] For rugstivelse ligger andelen af amylose omkring 28%.[2] Amylopectin består af korte α-1,4-glykosidkæder med 10-60 glukoseenheder og α-1,6-bundet sidekæder med 15-45 glukoseenheder. Det gennemsnitlige antal forgreningspunkter i amylopectin er 5%, men varierer med den botaniske oprindelse. Et amylopektinmolekyle indeholder i gennemsnit ca. 2.000.000 glukoseenheder, og er derved er et af de største molekyler i naturen.[1]
Kartofler, ris, hvede og majs er menneskers hovedkilder til stivelse. I modsætning til dyr kan planter selv danne stivelse ud fra glukose, da det er lettere at lagre. Den kemiske energi i glukose kan udnyttes af planteceller ved respiration, og således fungerer stivelsen som energilager for planten. Dyrecellers pendant til stivelse er glykogen.[3]
24. september 2021 blev offentliggjort et vellykket laboratorieforsøg der kunstigt fremstiller stivelse ud af CO2. Hvis metoden kan industrialiseres vil det have en stor, potentielt afgørende betydning for den agrarbaserede ressourceknaphed.[4]