Svensk (sprog)

Svensk (svenska)
Udtale:	[ˈsvɛ̂nskâ]
Talt i:	• Sverige • Finland og Åland
Talere i alt:	Som hovedsprog: 8.311.739[1]
Sprogstamme:	Indoeuropæiske sprog  Germanske sprog   Nordiske sprog    Østnordiske sprog     Svensk
Officiel status
Officielt sprog i:	Se ovenfor
Reguleret af:	Språkrådet, Svenska språkbyrån
Sprogkoder
ISO 639-1:	sv
ISO 639-2:	swe
ISO 639-3:	swe

For alternative betydninger, se Svensk. (Se også artikler, som begynder med Svensk)

Svensk ( svenska ^?) er et østnordisk sprog som tales af omkring 9.500.000 mennesker først og fremmest i Sverige, på Åland og i dele af Finland. Det er i nær slægt med dansk og norsk, og brugere af de tre sprog har som regel små vanskeligheder med at forstå hinanden.^[2][3] Svensk skiller sig ud med sin prosodi, som kan variere markant mellem forskellige dialektområder. I det indgår både aspekter som tryk og i visse tilfælde tone. Sproget har et relativt stort antal vokaler, som har både korte og lange varianter, og danner tilsammen 18 vokalfonemer. Et unikt aspekt af svensk er sje-lyden (den første lyd i ordet "skjuta"), som findes i mange forskellige dialektale varianter. Selv om lignende lyde, med tydelig labialiserende udtale, findes i mange sprog, er svensk det eneste sprog som benytter lyden som et fonem. Også den svenske udtale af den skrevne vokal u (både som lang [ʉ] og kort [ɵ]) er globalt set ualmindelig, selv om udtalen varierer i forskellige svenske dialekter.

Rigssvensk er den almindelige benævnelse på standardsproget, som bruges i medier, presse og kommunikation mellem personer fra forskellige dialektområder, og er baseret på dialekterne omkring Stockholm og Mälardalen. Selv om distinkte regionale varianter baseret på lokale dialekter bruges, er både det talte og skrevne rigssprog standardiseret og ensartet i hele landet. Nogle af de mere traditionelle bydialekter skiller sig markant fra rigssvensk i grammatik, ordforråd og fonologi, og nogle kan være vanskelige at forstå for udenforstående. De kaldes af sprogforskere bymål, sockenmål eller bondska og tales i små byer af få mennesker, ofte med lav social mobilitet. Selv om mange af disse dialekter ikke risikerer at uddø i nær fremtid, er dialekternes udbredelse mindsket i løbet af 1900-tallet, til trods for at de er vel kortlagt og ofte opmuntres af lokale myndigheder i Sverige.

I Finland og Estland tales hhv. finlandssvensk og estlandssvensk.

1. ^ Lewis, M. Paul (red.): Ethnologue: Languages of the World, Sixteenth edition. Dallas, Tex.: SIL International, 2009
2. ^ På grund af sprogenes meget nære slægtskab, se http://www.ethnologue.com/show_family.asp?subid=90972
3. ^ "Forskning.no – Nordmænd forstår nabosprogene bedst". Arkiveret fra originalen 2. oktober 2006. Hentet 19. maj 2008.