Tiilerilaaq[1] (tidligere Tiniteqilaaq) er en lille bygd med 93 indbyggere (2023) 40 kilometer nord for Tasiilaq, i Ammassalikdistriktet i Østgrønland. I syd deler Ikâsartivaq fjorden Tiilerilaaq fra Ammassalik Ø. Placeret på den nedre del af en lille halvø har bygden udsigt over Sermilikfjorden med dens drivis og enorme isfjelde. Fra bygden er der ligeledes udsigt til de nordlige fjelde og en af Ammassalikøens store gletschere.
Her er fangererhvervet stadig det eneste erhvervsgrundlag, og hundene dominerer bygdebilledet i næsten endnu højere grad her end andre steder i landet. Stednavnet er grønlandsk med betydningen 'sundet, der løber tørt ved lavvande'.
Der er kun 1 km bilvej, så transporten i Tiilerilaaq foregår for det meste til fods, bil, på hundeslæde eller med snescooter.
Der er 71 enfamiliehuse, hvoraf ca. 15 står tomme. Boligerne er beliggende omkring omkring bygdens centrale dele i nærheden af fællesfaciliteterne som er beliggende i to områder. Det ene område er beliggende omkring havnen med butik, lagerbygning, posthus, bank, salteri, gasdepot og tankanlæg. Det andet område ligger lidt nord for havnen med skole, kirke, servicehus, forsamlingshus og brandstation. Havnen består af en 8 meter lang anløbsbro. Vanddybden er 4 meter ved højeste normalvandstand. Skolen i Tiilerilaaq, Tiilerilaami Alivarpi, er en folkeskole med med ca. 40 elever fra i 1. klasse til 7. klasse.
Bygden forsynes med el fra elværket, placeret ved havnen. Vandforsyningen består af råvandsindtag fra en vandsø nord for bygden, råvandsledning og vintervandtank med tapsted. Gråt spildevand afledes til terræn. Der er etableret en dag- og natrenovationsordning med tilhørende dump.