Urdu

Urdu eller lushkari (især i native translation og stavet indfødt لشکری)^[1] er det nationale sprog i Pakistan, og hører til blandt de indoeuropæiske sprog. Det tales også i Indien og hører til verdens ti største sprog. Men da moderne hindi og urdu i høj grad kan ses som ét sprog, er sproget verdens næstmest talte sprog, efter kinesisk.

har samme oprindelse som det danske ord horde. Begge ord stammer fra tyrkisk ordu (= hær, lejr). Stormogulerne i Delhi var oprindeligt centralasiatiske nomader, og deres hof kaldtes derfor urdu-e mu'allâ (= lejr kejserens). Dette gik så over til at betegne deres sprog, og blev efterhånden forkortet til urdu. ^[2]

Eksempel på udtale af urdu Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk)

Urdu og hindi anses af sprogvidenskabsfolk som ét sprog. Hindi skrives med devanagari-alfabetet, mens urdu skrives med et modificeret arabisk alfabet, i lighed med persisk. Selvom de deler samme grammatisk struktur, benytter Urdu sig så af et hav af låneord fra persisk og arabisk.

Moderne hindi låner en række ord fra urdu, hvorfor forskellen under en almindelig dagligdags samtale ofte ikke er så markante.

Endvidere kan hindi have svært ved at udtale nogle af bogstaverne fra Urdu, som ikke findes i det oprindelige devangari alfabet.

I samtaler hvor der kræves større sproglig kunnen, bliver forskellene i ordvalg mere udtalte.

Ved Pakistans oprettelse i 1947, blev landets navn dannet af det persiske adjektiv pâk (= ren (i troen)), og endelsen -istân (= sted). I sanskrit havde man ordet sthânam (= sted) fra verbalroden sthâ- (= at stå), ligesom dansk har dannet ordene "et sted" og "en stad" af verbet "at stå". Sanskrit -sthanam genfinder vi i navnet på den indiske delstat Rajasthan. Navne som Kurdistan og Afghanistan har det samme ophav.

1. ^ Khalid, K., LAHORE DURING THE GHANAVID PERIOD.
2. ^ Finn Thiesen: "Likheter mellom norsk og urdu", Språknytt (s. 34), udgivet af Språkrådet, 0032 Oslo