En voksen-julekalender er en tv-serie bestående af 24 afsnit, der sendes fra 1.-24. december, og som er specielt rettet mod voksne seere.
Formen blev introduceret af TV 2 i 1990, efter at Børnenes U-landskalender på DR, som er målrettet mod børn, havde været en succes gennem næsten 30 år. Det første eksempel var den satiriske Jul i den gamle trædemølle med Søs Egelind, Peter Schrøder, Kirsten Lehfeldt og Poul Glargaard, skrevet af Lars Knutzon og Carin Andersen, og den blev en succes.[1]
I de følgende år fortsatte TV 2 med at lave nye voksen-julekalendere, der normalt var kendetegnet ved en humor med ordspil og oneliners, som man kender fra sit-com-genren. Et lidt anderledes bud på en voksen-julekalender var The Julekalender med De Nattergale, der med deres miks af engelsk og dansk samt jysk samt mindre dele tysk producerede nyskabende sproglige konstruktioner.
I 2001 sendte DR for første gang en voksen-julekalender med Anders Johansen og Warny Mandrups Jul i Hjemmeværnet.[2]
Tv-julekalendere er generelt kostbare at producere, da der jo skal laves 24 afsnit, hvert af minimum et kvarters længde. Derfor vælger stationerne også med jævne mellemrum at genudsende de serier, der har haft størst succes.