Adolf Otto Reinhold Windaus | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 25. december 1876 Berlin, Det Tyske Kejserrige |
Død | 9. juni 1959 (82 år) Göttingen, Vesttyskland |
Gravsted | Stadtfriedhof Göttingen |
Nationalitet | Tysk |
Ægtefælle | Elisabeth Windaus |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Humboldt-Universität zu Berlin Albert-Ludwigs-Universität Freiburg |
Elev af | Hermann Emil Fischer |
Medlem af | Det Preussiske Videnskabsakademi, Niedersächsische Akademie der Wissenschaften zu Göttingen, Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina, Bayerische Akademie der Wissenschaften |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, kemiker |
Forskningsområde | Organisk kemi Biokemi |
Arbejdsgiver | Georg-August-Universität Göttingen, Freiburg Universitet, Universität Innsbruck |
Arbejdssted | Universität Innsbruck Georg-August-Universität Göttingen |
Elever | Adolf Butenandt |
Betydningsfulde elever | Adolf Butenandt |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Store fortjenstkors af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenestorden (1951), Goethe-medaljen for kunst og videnskap (1941), Pour le Mérite for videnskab og kunst, Adolf-von-Baeyer-Denkmünze (1927), Nobelprisen i kemi (1928) |
Nobelpris | Kemi 1928 |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Adolf Otto Reinhold Windaus (født 25. december 1876 i Berlin, død 9. juni 1959 i Göttingen) var en tysk kemiker, som modtog Nobelprisen i kemi i 1928 for sit arbejde med steroler og deres relationer til vitaminer. Han var vejleder for Adolf Butenandt, der også vandt en Nobelpris i kemi i 1939.
Adolf Windaus blev født i Berlin, og hans interesse for kemi blev vakt, under forelæsninger med Hermann Emil Fischer (en anden nobelprismodtager). Han startede med at studere medicin og kemi på Humboldt-Universität zu Berlin og senere på Albert-Ludwigs-Universität Freiburg. Han fik sin Ph.d. i 1909 og fokuserede på kolesterol og andre sterol]er på universitetet i Freiburg. I 1913 blev han professor i kemi på Universität Innsbruck og skiftede i 1915 til Georg-August-Universität Göttingen, hvor han blev indtil han blev pensioneret i 1944.
Han var involveret i opdagelsen af omdannelsen af kolesterol gennem flere trin til vitamin D3. Han gav sine patenter til Merck og Bayer og de udsendte medikamentet Vigantol i 1927.[1]