Alice og Bob er en konvention der refererer til ofte anvendte, arketypiske figurer i kryptologi og fysik. Navnene anvendes for nemheds skyld, da forklaringer som "Person A ønsker at sende en meddelelse til person B" hurtigt bliver knudret og svær at følge. Navnene siges også at være politisk korrekte, da begge køn er repræsenteret. Den konkrete begrundelse for at anvende sådanne navne var at det hjælper på skriveprocessen, fordi det giver personlige stedord en utvetydig betydning. De specifikke navne blev valgt så de passede med de første bogstaver i alfabetet.
I kryptologi og computersikkerhed anvendes i præsentationer og diskussioner ofte en række navne for deltagerne forskellige protokoller. Navnene anvendes pr. konvention, har til en vis grad en logisk sammenhæng med deres rolle, er til tider humoristiske, og er mere eller mindre metasyntaktiske variable.
I typiske implementeringer af disse protokoller er det underforstået at de handlinger der tilskrives figurer som Alice og Bob normalt ikke udføres af mennesker direkte, men i stedet af en automatisk agent (som f.eks. et computerprogram) på deres vegne.